'Bagedyst'-Thomas skal være far - men kun biologisk: 'Vi gør det på vores egen måde'


Thomas Berg fra sidste sæson af 'Den store bagedyst' er under lykkelige omstændigheder.
Den 41-årige 'Bagedyst'-semifinalist og hans 36-årige lægekæreste Aira skal nemlig være forældre - men ikke på den traditionelle måde.
Undervejs i 'Den store bagedyst' delte Thomas Berg ærligt ud af, hvordan han havde fået to døtre med en kvinde, der ligesom ham selv var fra Jehovas Vidner - og hvordan han skulle finde sig selv igen, da han ved skilsmissen blev udstødt fra trossamfundet.
Siden har Thomas Berg fundet kærligheden på ny, og nu skal han og kæresten være forældre, fortæller de i et fælles opslag på Instagram.

Men de fortæller samtidig, at det kommende barn er et 'kompromis'.
»Jeg var meget godt tilfreds og glad for mine to dejlige piger og havde derudover nogle behov for frihed og eventyr, som ikke harmonerede med småbørn. Aira derimod har været på masser af eventyr, biologien tikkede og hun ønskede sig et barn,« starter Thomas Berg opslaget.
Så i stedet for at opgive forholdet, har parret taget »en følelsesmæssig rutsjebanetur med mange tunge samtaler« og fundet på deres egen utraditionelle løsning.
»Vi har i gensidig respekt lavet vores egen lille aftale og fordeling af rollerne, som ikke er typisk far, mor, børn. Vi gør det på vores egen måde, som vi begge kan leve med, og som vi glæder os til,« skriver 'Bagedyst'-deltageren.
Overfor Her & Nu har Thomas Berg afvist at kommentere familiekonstellationen nærmere, men han understreger dog:
»Jeg er biologisk far, men ikke i traditionel forstand.«
I sit opslag forklarer Thomas Berg, at han og kæresten Aira ikke vil dele »rollerne og ansvaret« for det kommende barn ligeligt imellem sig.
Og 'Bagedyst'-finalisten forklarer, at parret nu deler deres lykkelige omstændigheder, fordi de gerne vil »sætte fokus på, at heteroseksuelle par også kan konstruere familiemønstre på alternative måder«.
41-årige Thomas Berg har to døtre på 11 og 13 år fra sit tidligere ægteskab, mens den 36-årige kæreste Aira nu venter sit første barn.
Herunder kan du se opslaget, hvor parret deler deres lykkelige omstændigheder: