Rikke Baun, som deltog i den seneste sæson af DR's "Den store bagedyst", har født en lille pige.

Rikke Baun, som i efteråret røg ud i semifinalen i DR's "Den store bagedyst", har formentlig ikke meget tid til at tænke på mousse og spejlblank glace for tiden.

Den 31-årige revisor og tidligere Bagedyst-deltager er nemlig blevet mor for anden gang.

Det afslører hun i et opslag på Instagram, hvor hun har delt to billeder af sin lille nyfødte pige.

- Der har været lidt stilhed, fordi hende her skulle bringes til verden. Kære Solvej, velkommen i familien, skriver Rikke Baun i opslaget, som også er prydet med de to hashtags #bagedystbaby og #kærlighed.

Mens "Den store bagedyst" blev sendt på DR1 i efteråret afslørede hun, at hun var gravid og ventede sit andet barn.

Hun har i forvejen sønnen Holger på to år, som allerede er begyndt at gå med mor i køkkenet.

- Jeg er begyndt at øve lidt med Holger. Han kan røre lidt i en skål og hælde en frygtelig masse mel op. Han synes, det er helt vildt sjovt, fortalte Rikke Baun til Ritzau i november.

Se hendes opslag her:

instagram.com/p/B7lnCJtFjLw/?utm_source=ig_embed

/ritzau/