Trods store roller i tv-succeser som 'Badehotellet' og 'Sygeplejeskolen' tvivler skuespiller Ulla Vejby stadig på sig selv og sine egne evner. Usikkerheden følger med hende overalt – men hun finder ro i sin kristne tro.
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
»Da jeg kom ind på skuespillerskolen. Det ændrede alting. I virkelig mange år havde jeg arbejdet hen mod den her drøm, for det var SÅ svært at komme igennem nåleøjet. Men fjerde gang lykkedes det altså, og det var helt vildt.«
»Jeg kan huske, at jeg var på arbejde i en børnehave på det tidspunkt. Så ringede min kæreste pludselig og fortalte, at der var kommet et brev med svaret, og så eksploderede jeg, da han læste det op. Alle mine kolleger, der havde fulgt mig på optagelsesrejsen, jublede – og også alle børnene. De forstod slet ikke, hvad det var, der skete. De så bare alle os voksne, der var virkelig glade.«
Havde du tænkt, at du skulle noget andet end det, hvis det ikke var lykkedes denne gang?
»Jeg havde tænkt, at hvis det ikke var lykkedes i dette forsøg, så måtte jeg finde en anden uddannelse og en anden måde at blive glad. Men heldigvis kom jeg ind, og så blev jeg færdiguddannet i 2012. Lige da jeg blev uddannet, fik jeg en masse små roller, men så ramte jeg et nyt nåleøje, som jeg skulle igennem. Der kom nemlig en periode på trekvart år, hvor jeg ikke rigtig fik nogen job. Så jeg tænkte bare: 'Shit, det går bare ikke, det her – alle andre har noget, men jeg laver ingenting.' Men så fik jeg heldigvis en rolle i en meget vigtig kortfilm, som førte til, at jeg fik rollen i 'Badehotellet'. Så det blev vendepunktet.«
Følte du dig mere sikker i dit erhverv, efter du kom med i 'Badehotellet'?
»Det var da helt klart en blåstempling. Jeg begyndte at få nogle ting i min arbejdskalender, men jeg blev ved med at have sådan en ydmyghed over for det. Man skal stadig huske at sætte pris på det, man har. Gøre sit arbejde godt. Komme til tiden. Og man skal ikke bare tage det for givet og tro, at nu kan man bare vandre ind og få alle de job, man vil have. Man skal hele tiden gøre sig fortjent, og man skal hele tiden være heldig.«
Har du det stadig på den måde?
»Ja da, det har jeg. Jeg har aldrig haft så meget arbejde, som jeg har nu, men jeg stadigvæk bange for, at det stopper om lidt. Det er ret skørt.«
Hvor tror du, at den usikkerhed kommer fra?
»Jeg er bare en ekstremt usikker type. Og jeg skal hele tiden lige bekræftes i, at jeg godt kan finde ud af det, og at der er nogle, som gerne vil arbejde sammen med mig. Det er så åndssvagt, men sådan er det nu engang. Jeg kender mit mentale mønster, så det er bare noget med at tage en dyb indånding, når usikkerheden dukker op. Og så prøver jeg ligesom at søge hen mod de ting, som stiver mig af imod det.«
»For eksempel søger jeg hen i kirken en gang imellem. Det kan jeg mærke hjælper lidt. Jeg er kristen, og der finder jeg ligesom en ro, når jeg sætter mig ned, trækker vejret og får en lille snak med Gud. Jeg tror, at det handler om, at jeg overgiver mig til, at der er noget større end mig – og at jeg gør det, så godt jeg kan. Og så klarer Gud resten.«
Er din usikkerhed blevet mindre med årene?
»Usikkerheden er min følgesvend, som jeg altid har haft med mig. Jeg tvivler altid på min egen præstation, på, hvad jeg skal gøre, og om jeg kan gennemføre de ting, jeg udfordrer mig selv med. Da jeg var ung, syntes jeg altid, at modne mennesker i interviews sagde: 'Når man bliver ældre, så ved man, hvem man er. Så holder usikkerheden op.'«
»Bevares, jeg er da mindre usikker i dag, end da jeg var 22 år. Men den går ikke væk. Jeg kan nok bare i højere grad genkende følelsen af usikkerhed i dag. Det er på en måde også min benzin og drivkraft, fordi jeg altid vil være bedre. Men den er også en hæmsko, fordi den kan blive til angst, og så er det svært at være kreativ og skabe noget. Så kan jeg ikke sanse eller tænke, fordi usikkerheden tager over.«
