Lykke Li har netop født en søn, mens Alanis Morissette har annonceret sin anden graviditet.

København: To verdenskendte sangerinder skal til at varme stemmerne op til godnatsange og vuggeviser.

Den svenske superstjerne Lykke Li, der står bag kæmpehits som "I Follow Rivers" og "Little Bit", og den Golden Globe-nominerede sangerinde Alanis Morissette, der er kendt for megahittet "Ironic", har henholdsvis lige født og annonceret sin anden graviditet.

På Instagram afslørede 29-årige Lykke Li fødslen af sin lille søn ved at dele et digt fredag aften, hvor hun havde skrevet en dertilhørende tekst:

- Mit liv er forandret for evigt. Jeg har født mit livs kærlighed. Alt, hvad jeg vil gøre, er at gøre tingene rigtige for dig, så længe jeg lever. Babydreng, jeg vil elske dig for evigt, skrev sangerinden.

Lykke Lis canadiske kollega superstjernen Alanis Morissette annoncerede samme dag, at hun venter sit andet barn ved at dele en musikvideo på sin hjemmeside, hvorefter hendes repræsentant senere kortfattet bekræftede familieforøgelsen over for mediet E!News.

Den 41-årige Grammy-vinder fik sønnen Ever med rappermanden Mario "Souleye" Treadway i 2010, og ifølge sangerinden er moderskabet både en gave og en udfordring.

- Forpligtelsen, man har ved at være hjemme og opfostre sine børn, er ubeskrivelig. Det giver dem tryghed til at udvikle sig, men det giver ikke meget tid til sin egen prioriteringsliste, skrev hun åbenhjertigt i sin klumme i avisen The Guardian.

- Jeg håber dog, at det i sidste ende giver noget vitalt: et tæt bånd.

Se Lykke Lis billede her: https://www.instagram.com/p/BBsxFJVr8q4/?taken-by=lykkeli

Og se Morissettes opslag her: http://alanis.com/blog/souleye-ever-me-love-sweetness/?utm–source=Souleye&utm–medium=Campaign&utm–campaign=Family%20Video

/ritzau/FOKUS