Anne Linnets søn Xander Linnet har skrevet en popsang, der uden på nogen måde at tangere klassikerstatus har alt det, en god popsang skal have. Og X Factor-konkurrencens vinder Sarah synger den på studieindspilningen med en charmerende blanding af ungdommelig råstyrke og en gammel sjæls indsigt.

Ironisk nok er 'Min Øjesten' bedre end mange af de sange, Xander selv valgte at inkludere på sit debutalbum, der udkom i forrige uge.

Og i modsætning til Thomas Rings utaknemmelige vindersang 'My Dream' fra sidste år og for slet ikke at tale om Martins grusomme ballade 'The One' (2008), burde 'Min Øjesten' holde mere end i bare 14 dage i vores fælles bevidsthed.

Og selvom Lindas vindersang fra 2009 'Det bedste til sidst' slet ikke var ringe, så er 'Min Øjesten' bare et lille hak bedre. Det handler selvfølgelig om kærlighed.

Og som det så ofte er tilfældet, når Xander sidder ved tasterne, er det pigen, der har foladt ham.
 
Men trods det naturligt slidte koncept holdes poppen i live med en mundret tekst, hvor især vendingen 'når ensomheden stjæler dine øjne', minder det os om, at 'Linnet' ikke bare er et hvilket som helst efternavn.
 
Og selvom der fra tid til anden bliver proppet lidt flere stavelser i hver tekstlinje, end melodien egentlig lægger op til, så hænger det iørefaldende omkvæd 'Jeg kan ik’ mer, ik’ mer’' og det herlige forårs-groove ubehjælpeligt fast.
 
Alt i alt en værdig vindersang.