»Jeg tog toget frem for flyet,« siger vejrvært Peter Tanev, der overvandt sin flyskræk i luften. Også Jan Linnebjerg og Louise Dorph har vundet over egen frygt.

»Det, der er lidt mærkeligt, er, at jeg før i tiden havde flyskræk. Nu er jeg kommet over det,« siger vejrværten Peter Tanev med et serveret glas bobler i hånden, inden filmen begynder.

»Jeg havde åndedrætsbesvær og hyperventilerede, så da jeg var teenager, besøgte jeg mine bedsteforældre i Bulgarien og tog toget for at slippe for at flyve. Jeg fandt på alle mulige undskyldninger,« siger han.

B.T. er på den røde løber. I aften spørger vi de kendte ansigter, hvad der er det største, de har overvundet. Flere særligt tv-personligheder møder op i MovieHouse, som er en ny luksusbiograf i Hellerup. På toppen af Experimentarium med udsigt over Øresund.

Med sale fulde af elektriske veloursæder, små varietélamper, lysekroner og broderede tæpper, så man føler sig 100 år tilbage i tiden.

Så ligger man der i sit luksussæde med saltchips ned ad trøjen og rødvin i mundvigen og ser en ung mand overleve sit livs udfordring.

'Free solo' er en ny dokumentar om den kompromisløse amerikanske klatrer Alex Honnold. Uden reb vil han bestige el Capitan i nationalparken Yosemite i Californien, en 910 meter høj klippe.

'Operation X'-værten Morten Spiegelhauer holder oplæg om filmen. Fortæller, at han selv har klatret på bjerget. Og overvundet frygten gennem meditation.

Hvordan overvandt Peter Tanev så sin flyskræk, vil B.T. vide, da vi møder ham i loungen.

»Min store præstation må være dengang, min flyskræk forsvandt. Dengang jeg tog Knogleekspressen, og jeg fik lov at sidde i cockpittet,« siger Peter Tanev.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Knogleekspressen var et ambulancefly, der hentede tilskadekomne skiløbere i Schweiz.

»Jeg fandt ud af, at når flyet sagde eller gjorde noget, sad piloterne stadig og hyggede sig og drak kaffe, og så lærte jeg, at der ikke var noget at frygte,« siger Peter Tanev, der siden dengang har fløjet verden rundt.

»Men nu er det blevet det rigtige at tage toget på grund af klimaet,« griner han med noget alvor om det paradoks.

Også Louise Dorph nyder en designerstol. Sidste år tog hun springet til vildmarken med sin kæreste. I Hardangervidda i Norge, en af Europas største nationalparker.

Louise Dorph er begyndt at rejse i vildmarken
Louise Dorph er begyndt at rejse i vildmarken Foto: Claus Bech
Vis mere

»Vi har været helt alene i vildmarken, hvor den eneste mad, der er, er de fisk, man selv fanger,« siger hun.

»Det var grænseoverskridende at skulle være i naturen uden el og varme. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Så jeg tænkte: 'Det kan jeg sagtens'.«

»Men de første dage var jeg virkelig på skridende grund. Jeg tænkte, at det er jeg ikke sikker på, jeg kan. Det var jo rå natur. Min kæreste er vant til at klatre rundt på fjeldene, og jeg følte ikke, jeg kunne noget,« siger hun og fortsætter:

»Han slæbte mig ud på nogle rimeligt heftige vandreture med stejle klipper, og jeg har ret meget højdeskræk.«

»I vildmarken finder man ud af, hvor lidt man kan, hvor hvor langt væk vi er kommet fra naturen. I dag føler jeg mig meget stærkere,« siger Louise Dorph, der tog af sted igen i sommer.

Jan Linnebjerg, kendt for sin rolle som Pyrus, afslører, at han lider af frygtelig højdeskræk.

Jan Linnebjerg fortæller om en frygtelig faldskærmsepisode
Jan Linnebjerg fortæller om en frygtelig faldskærmsepisode Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg er simpelthen ikke glad for højder. Hvis jeg går op på en stige og står og blafrer, så er jeg sgu ikke glad. Men så var der en, som sagde, at jeg ikke turde springe ud med faldskærm, og det turde jeg så godt,« siger han.

Det var i slutningen af 90'erne, dengang skuespilleren var tæt på de 40.

»Det var dumdristigt og på ingen måder rart. Jeg kom op i sådan en lille helikopter med en stærk motor, og det gik nærmest lodret op med åben dør.«

»Jeg gled frem og tilbage og kurede ned mod døren. Jeg kastede op og var simpelthen så bange. Og de gjorde det kun for at drille os.«

»Så var der en fotograf, som hoppede med og tog billeder. Men da vi kommer ned på jorden, finder fotografen ud af, at vi skal op igen,« griner han om den absurde situation.

»Og jeg gjorde det. Men jeg nød ikke udsigten. Jeg kunne ikke overskue noget. Kinderne sad oppe i mine øjne,« siger han.

»Men det har hjulpet mig med min højdeskræk. Hvis man er bange for slanger, er der kun en vej, og det er at kaste sig ned i slangegrotten,« siger Jan Linnebjerg.

Free Solo kan ses på National Geographic den 9. marts kl. 20 og herefter på streamingtjenesten National Geographic+