Reality-stjernen Nikita Klæstrup har aktivt fravalgt at gå med nedringet til gallapremierer og prisuddelinger og mener, at bryster skal afseksualiseres.


»Jeg må leve med, at journalister og folk spørger ind til mine bryster, når jeg dukker nedringet op til arrangementer, så det har jeg valgt aktivt at lade være med,« siger 24-årige Nikita Klæstrup.

B.T. møder hende i Grand Teatret på den røde løber ved gallapremieren på Oscar-kandidaten 'The Favourite'.

Her er hun klædt uden vanligt udsyn til kavalergangen. For netop fokus på den del af hendes krop er hun træt af.

Nikita Klæstrup til premiere på 'The Favourite' i Grand Teatret, mandag den 14. januar 2019.
Nikita Klæstrup til premiere på 'The Favourite' i Grand Teatret, mandag den 14. januar 2019. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg bliver hele tiden bedt om at tage stilling til mine bryster, og det er enormt indskrænkende. Når jeg tager tøj på til hverdag, tænker jeg ikke over, hvor meget eller lidt af mine bryster, der bliver vist,« siger Nikita Klæstrup.

Derfor viste hun heller ikke så meget som vanligt af brysterne ved Reality Awards, der blev afholdt i København i fredags.

»Og så blev jeg alligevel spurgt: 'Hvorfor er du ikke nedringet i dag?' Som om jeg ikke kan slippe for mine bryster. Vi har et problem i mediedanmark, når vi skal skrive om bryster, selv når de ikke er der,« siger hun og fortsætter:

»Det er, som om folk ikke forstår, at bryster ikke er en stor del af mit liv. Bryster validerer ikke en artikel, og jeg bryder mig ikke om, at der kommer en million artikler om mine bryster,« siger Nikita Klæstrup.

Nikita Klæstrup og Oliver Bjerrehuus til Reality Awards i Wallmanns Cirkusbygningen i 2016. Her var hun anderledes udfordrende klædt.
Nikita Klæstrup og Oliver Bjerrehuus til Reality Awards i Wallmanns Cirkusbygningen i 2016. Her var hun anderledes udfordrende klædt. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Det kommer måske bag på mange. Nikita Klæstrup er ofte mødt op i meget udfordrende kavalergange.

For at sige det mildt.

Hun er både kendt som model, ungdomspolitiker og Instagram-stjerne, hvor hun flittigt viser sig frem.

Til Reality Awards i 2016 kom hun dybt nedringet. Og sammen med veninderne Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen kaldte de sig GirlSquad og skrev 'Ludermanifestet'.

Grundlæggende mente de, at kvinder måtte stille sig frem, præcis som de ville, uden at blive dømt. Det resulterede i flere bikini-klædte modelfotos.

Mener du så med dette, at bryster skal afseksualiseres?

»Vi skal klart hen til et punkt, hvor bryster bliver mindre seksualiseret. Det er problematisk, at man ikke kan vise kvindelige brystvorter på Instagram.«

»For der er forskel på, hvornår noget er porno, og hvornår noget er bryster i naturlig form. Det her med, at vi har sat lighedstegn mellem bryster og noget vulgært og pornografisk, gør, at vi ikke kan have et naturligt forhold til dem, og at vi skal skamme os over dem,« siger Nikita Klæstrup.

Men når du stiller dig op i bh, er du så ikke selv med til at seksualisere brysterne?

»På hvilken måde?«

Altså når du stiller dig frem i en bikini, så er det klart, at nogle vil synes, du er lækker, og i den kontekst er en bikini jo ikke så naturlig?

»Mit store problem er, at det altid er mænd, som vil have, at jeg skal gå med i free the nipple-kampagnen, og det er altid med den bagtanke: 'Hey, jeg vil gerne se dine brystvorter.' De har ingen interesse i frigjorte bryster.«