Som overlevende fra flodbølgen i Thailand følte musikeren Mikael Simpson sig kaldet til at gøre noget for ofrene
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>At få en god aften med musik er det eneste, jeg har lyst til.«Et såre ædelt og endnu mere forståeligt ønske fra musikeren Mikael Simpson, der efter at have overlevet flodbølgen i Thailand i aftes var idémand for en stor støttekoncert i K.B. Hallen i København.
»Jeg sad i flyet hjem og tænkte på, hvad man kunne gøre, når man var så heldig at overleve, og der sad mødre i samme fly, der havde mistet deres børn. Så blev det et kald.
Men da jeg ikke selv er en del af den etablerede musikbranche, kunne jeg ikke selv gøre noget. Det måtte jeg få andre til (særligt booker Peter Sørensen fra Beatbox Booking; red.). Så jeg er 100 procent initiativtager og nul procent arrangør. Jeg har også nok at se til som menneske med at komme mig over oplevelsen,« siger Mikael Simpson.
Den 30-årige vestjyde, bosat i København, er egentlig ikke meget for at tale om den frygtelige oplevelse. Han gider ikke at blive kendt som ham tsunami-overleveren. Vil hellere bemærkes for sin musik, som da han i sidste uge modtog en P3 Guld-pris for sit album »De ti skud« og i næste uge er nomineret til syv priser ved dagblads-anmeldernes uddeling af Steppeulve.
Stjerner og boblere
Nu er han også blevet bemærket for aftenens fire timers musik med både stjerner og boblere. En koncert, der blev udsolgt første dag, og hvor alle arbejder gratis for den store landsindsamling til Asien-ofrene.
»Jeg er stolt over det, og det er noget af min måde at overleve på. Jeg får jo ikke noget ud af at ligge derhjemme i fosterstilling og sutte på finger. Jeg finder tryghed i musikken,« som Simpson siger.
Han havde kun været på Kamala Beach i Thailand i to dage, da dræberbølgen ramte. Selv vågnede han ved vandlarm og skrig, og da han åbnede døren, væltede vandet ind, så værelseskammeraten Anders Lassen fra hans pladeselskab Playground Music blev væltet ud af sengen af vandet, der hurtigt steg. I første omgang svømmede de ud og reddede sig op på en 1. sal, men de følte sig ikke sikre og svømmede videre gennem muddervand, fyldt med vragrester, som de holdt fast i. Andre måtte slippe og forsvandt, bemærkede de, inden de selv kom i sikkerhed på et bjerg et par hundrede meter væk. Her sad de i underbukser i fem timer, før de i bil blev kørt i sikkerhed. Dagen efter fandt de mirakuløst deres pas og kreditkort i resterne af deres hotel.
Mikael Simpson havde skåret sig i foden, så han gik med krykker et par dage. Han har også talt med sin læge om et psykolog-besøg. Det værste er tanken om de mange børnelig og erindringen om skrig fra mødre, der havde mistet deres børn. Og så er han rasende på den danske regering.
Vi fik ingen hjælp
»Jeg smadrede mit fjernsyn, da jeg så Bertel Haarder tude på skærmen, fordi han havde set en sutteflaske på stranden, da han var dernede ugen efter. Han skulle hellere have sørget for at hente os dernede. Dét, han forestiller sig, er jo dét, vi har set. Og vi fik ingen hjælp. Efter tre dage kunne vi læse på netaviserne, at nu gik han og Per Stig Møller i møde om det. Hvad fanden!? Kunne de ikke have sendt ambulancen først? Der gik fem dage, før vi fik et fly hjem. Og så viste de undervejs en film med Chaplin, der hele tiden var ved at drukne. Det var så grotesk.«
Midt i at Mikael Simpson har fået vendt op og ned på sit liv, er der også noget at glædes over. Og endnu en støtteidé.
»Det virker, som om danskernes bevidsthed med hensyn til at hjælpe er røget en tand op. Så skal det bare blive dér. Jeg kunne godt tænke mig, at vi musikere samledes hvert år den 20. januar og gav en koncert til støtte for en god sag,« siger han. den@bt.dk
