Skuespillerinden fortæller, at hendes lange kamp mod en depression skyldes, at hun blev misbrugt som barn.

Da skuespillerinden Ashley Judd begyndte at nedfælde sine erindringer, gik det hurtigt op for hende, at hun var nødt til at åbne op for flere ting, end hun havde regnet med, hvis hendes fans skulle forstå hendes historie.

Derfor fortæller hun nu åbent, at hun blev sexmisbrugt som barn. Først af en ældre mand, der boede i nabolaget i den by, hvor hun voksede op med sin familie, og senere af en mand, der var gift med en af hendes slægtninge.

- Der var aldrig min mening at skrive om det, det ville have været fint for mig at skrive bogen uden den del. Men nogle gange bliver vores smertefulde fortid vores største styrke, siger hun.

I 2006 måtte Ashley Judd søge hjælp for en depression, og hun blev indlagt på Shades of Hope Treatment Center i Texas. Opholdet gjorde underværker for skuespillerinden.

- Jeg blev heldigvis rask igen, siger hun og fortsætter.

- Men det giver ingen mening at fortælle om min helbredelse, hvis jeg ikke vil dele årsagen til, at jeg måtte søge hjælp i første omgang, siger Ashley Judd.

I lang tid kunne hun ikke finde ud af, hvad det var, der var galt med hende, men i dag har hun fundet så meget fred med sin barndom, at hun kan se lyst på livet igen.

- Jeg vidste ikke hvad der var galt med mig. På ydersiden så alt godt ud, men jeg led af angst og søvnløshed, og til sidst gik det op for mig, at det var på grund af min barndom, siger hun.

- Jeg kan ikke lave min barndom om, men med guds hjælp og min helbredelse, så er livet godt igen

./ritzau/