Den amerikanske rigmandsdatter, kunstner og designer Gloria Vanderbilt er gået bort. Hun blev 95 år.

Den amerikanske kunstner, skuespiller, forfatter og designer Gloria Vanderbilt er død i en alder af 95 år.

Det bekræfter hendes søn, CNN-korrespondent Anderson Cooper.

I en udtalelse til Fox News fortæller han, at hans mor mandag sov ind derhjemme omgivet af sin familie og sine venner, som hun ønskede det.

Samtidig tilføjer han, at han bragte hende til hospitalet for adskillelige uger siden, hvor hun fik konstateret mavecancer.

Gloria Vanderbilt, der var født i New York, var oldebarn af Cornelius Vanderbilt, der betragtes som en af det 19. århundredes største jernbane- og skibsfartsmatadorer. Dermed var hun arving til en enorm formue.

Endnu inden hun var fyldt to år, mistede hun sin far, Reginald Claypoole Vanderbilt.

Arven blev estimeret til 2,5 millioner amerikanske dollar. I dag vurderes det at svare til mindst 33 millioner dollar eller 220 millioner kroner.

Efter faderens død flakkede hun i flere år rundt i Europa med sin mor og en barnepige, inden det i 1933 lykkedes en tante at få forældremyndigheden over den unge Vanderbilt efter en medieeksponeret retssag.

I 1970'erne blev Vanderbilt et sandt modeikon, da hun designede en række kollektioner af tætsiddende, blå jeans.

Hun har desuden designet papirprodukter for Hallmark, tekstiler for Bloomcraft, brillestel, porcelæn og bestik. Ligeledes har hun lanceret sin egen parfumeserie og skrevet en selvbiografi.

Den rige Vanderbilt-arving har været gift fire gange. Blandt andre med den amerikanske filminstruktør Sidney Lumet samt forfatteren Wyatt Cooper, med hvem hun fik sønnerne Anderson Cooper og Carter Cooper.

Hun har festet sig ind i sladderbladene, og blandt hendes talrige elskere var ifølge hendes selvbiografi kendisser som Marlon Brando, Frank Sinatra og Howard Hughes.

Gloria Vanderbilt fik sit livs største chok, da sønnen Carter Cooper i 1988 sprang ud fra familiens lejlighed på 14. etage i New York for øjnene af hende. Han blev 23 år.

I et tv-interview fra 2012 med sin anden søn, journalisten Anderson Cooper, fortalte hun, at tragedien dagligt fyldte i hendes tanker, og at hun havde overvejet at springe efter Carter i gerningsøjeblikket.

- Der var et øjeblik, hvor jeg tænkte, at jeg ville springe efter ham, men så tænkte jeg på dig (Anderson Cooper, red.). Og det afholdt mig fra at gøre det, sagde hun i interviewet.

/ritzau/Reuters