Kaster man et grundigt blik på, hvem der har komponeret de to nye sange på Sort Sols kommende opsamlingsalbum »The Circle Hits The Flame«, vil man i bedste fald få en artig overraskelse, mens punkpuritanere i værste fald risikerer seriøse ulykker med deres sikkerhedsnåle.

De to numre, »Holler High« og »Golden Wonder«, har Steen Jørgensen og Lars Top-Galia nemlig skrevet i samarbejde med det tidligere Aqua-medlem Søren Rasted.

»Efter vi er kommet på Universal (solens og Aquas pladeselskab, red.) har vi engang imellem delt en alkoholflaske med Søren, og da vi så sad fast med et par numre hér mellem jul og nytår, kom det pludselig op, om vi ikke skulle spørge Søren om hjælp,« fortæller Lars.

»Vi blev enige om, at det ville være åndssvagt andet. Så han kom over fra London og hjalp os på to dage med at skrive de sange færdige. Sådan a'la »jamen, hvis I sætter en g-moll ind dér, så hænger det jo rigtigt godt sammen.«

Steen Jørgensen: »Det er jo kun lydmæssigt, der er forskel på Søren og os. Han skriver jo sange med en akustisk guitar, ligesom vi gør.« Dog er Sort Sol ikke ligefrem gået hen og blevet Aqua-fans.

»Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over, men jeg synes da, »Barbie Girl« er en rigtigt godt skrevet sang,« smiler Lars.

»Men samarbejdet med Søren er da også en provokation. Det er sgu' da et fyrværkeri at have hans navn på. Noget ingen sikkert havde regnet med. Efter Sissel var med på »Snakecharmer« havde folk vel ikke troet, vi kunne komme længere ud på det overdrevet.«

Sluttelig skal vi hilse og sige, at Søren har hørt de færdige numre hjemme i London, og er meget glad for resultatet.

Andre læser også