Aqua er tilbage I det nye årtusinde - mere legesyge og mere glade for hinanden, end de nogensinde var dengang verdenssuccesen satte dem menneskelig skakmat.
- Happy boys and happy girls, we’ll be/ we are the happy boys and happy girls… Men de på overfladen lykkelige drenge og den glade pige var hverken eller.Dengang i sommeren 2001, da fire festaber måtte erkende, at der ikke længere var noget at feste for.
- Søren og jeg var på bryllupsrejse, da René og Claus ringede og sagde, det var slut nu, husker Aquas sangerinde Lene Nystrøm i dag.
- Og det var så hårdt. Jeg tudede og tudede…
Trods alt havde Lene, René Dif, Claus Norréen og Søren Rasted levet fem år igennem sammen med, hvad de fleste ville kalde et eventyr.
Fem år, hvor de med sammenlagt 33 millioner solgte singler og album på verdensplan blev den største danske musiksucces nogensinde.
Fem år med verdensturnéer, limousine-luksus og frådende fans. Dagen lang, året rundt.
Men også fem år hvor de fire venner i Aqua glemte, de var fire følsomme mennesker. Det var der ikke plads til. Der var kun plads til Aqua.
- Paradoksalt nok gjorde den store succes, at vi mistede lysten, siger Søren Rasted.
Hemmeligt bryllup
Vi møder ham og de andre tre i anledning af, at Aqua 15. juni udgiver en opsamlingsplade med tre nye numre på. Efter at Aqua sidste år lod sig gendanne, og i dag vitterlig ER tre glade drenge og en glad pige. Men det vender vi tilbage til.
- Med den succes, vi havde, bliver man i vildrede med sin identitet, siger Rasted.
- Jeg havde jo aldrig tid til at være Søren Rasted.
Jeg var Aqua-Søren 24 timer i døgnet, og pludselig går man kun op i åndssvage ting, som hvis rugbrødet er skåret rigtigt, eller om man bliver kørt i den rigtige bil til den næste koncert eller det næste interview.
Succesen satte slemme skrammer i Barbies make-up. Skrammer, som blev til åbne sår, da Søren og Lene i 2001 giftede sig. Uden at nogen - heller ikke bandkammeraterne - anede, at de overhovedet var kærester.
- Da Søren og jeg giftede os, uden at nogen anede noget om det eller vores forhold, medførte det jo, at de bobler, vi var gået i så længe, bristede. Vi vidste ikke længere noget om hinanden, siger Lene Nystrøm.
- Vi måtte indse, at vi interesserede os mest for Aqua og ikke for hinanden. Vi snakkede jo aldrig om, hvordan vi havde det. Snarere om ’nå, hvordan går pladen i Japan’, du ved, følger Claus Norréen op.
Stolheden kom tilbage
I 2008, gjorde Aqua comeback på Grøn Koncert-turnéen med så stor succes, at de gentager den i år med en ny række sommerkoncerter og 'Greatest Hits'-albummet.
- Nu vi har haft de år til at tænke over, hvad der egentlig skete dengang, har vi jo fået stoltheden tilbage over dét, vi har lavet. Stoltheden over dét, vi fire kan sammen, smiler Lene Nystrøm.
- Det er så dejligt, vi har fået den naive, grønne tilgang til tingene tilbage. Vi har simpelthen fået lysten tilbage. Den vi mistede, da tingene blev for seriøse.
- Det er jo dejligt at se, at publikum bliver så glade, siger René Dif, hvis ubetvingelige humør og udfarenhed er væsentlige faktorer, når Aqua spiller live.
- De kan jo se, vi gi’r den gas med en fadøl i hånden. Det vil de gerne være med til, og det er fantastisk at se, hvordan de glemmer fortrædelighederne og bare går til den. Det er dejligt! Jeg tror, man har brug for Aqua, som tiderne er.
Lene smiler:
- Alle er jo på. De unge, de gamle børnene og rockerne.
Og Aqua er også på hvis nogen skulle være i tvivl.
Ingen masterplan
- Vi værdsætter hinanden på en helt anden måde nu, end vi gjorde før, og vi giver hinanden meget mere plads, vi hakker ikke på hinanden… vi har lov at slå os løs og være et rock’n’roll band, så at sige. Det skal ikke designes ned til sidste poptræk, som det blev dengang.
- Vi er ikke gearet til det liv, vi levede sidst i 90’erne nu, siger Rasted.
- Der er ingen masterplan, og vi tager det hele, som det kommer, for der er ingen grund til at grave det store fundament for huset, hvis der ikke er nogen mursten.
Søren bryder ud i sit smittende grin:
- Vi ved sgu vist ikke helt, hvad vi egentlig vil.
Og hvis udlandet ringer?
- Jamen, det er urealistisk at hive et halvt eller helt år ud af kalenderen. Vi har alle sammen børn og forpligtelser, som gør at logistikken bare ikke ville være i orden, hvis vi gjorde det.
Dér er Lene så ikke ganske enig med sin mand.
- Intet er jo umuligt, som hun siger.
