Det danske band Aphaca har sluttet sig til en række musikere, som skal optræde til arrangementet "Musik for Palæstina" torsdag og fredag i denne uge.

Det skriver Mellemfolkeligt Samvirke, der står bag koncertrækken, i et opslag på Facebook.

Begivenheden finder sted i Den Grå Hal på Christiania i København.

Mellemfolkeligt Samvirke arrangerer det sammen med Musikbranchen for Våbenhvile, Operation Dagsværk, Rapolitics, Den Grå Hal og Bøssehuset.

Mellemfolkeligt Samvirke peger i opslaget på, at Aphaca i fredags fik flere priser ved musikprisuddelingen P3 Guld.

- Det er derfor et scoop, at vi nu kan tilføje Aphaca til et musikprogram, der nu i alt tæller 27 bands, lyder det.

Udover Aphaca spiller blandt andre Bikstok, Blæst, Den Sorte Skole, Mathilde Falch og Turboweekend.

Mellemfolkeligt Samvirke skriver, at alle kunstnere, lys- og lydfolk arbejder frivilligt.

Pengene går "ubeskåret til at støtte palæstinensernes kamp for anerkendelse som selvstændig stat, arbejde for en varig våbenhvile, stoppe dansk våbeneksport og holde Palæstina på den politiske dagsorden", lyder det.

Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte kalder det "fantastisk, at så mange vil bidrage til arrangementet og bruge deres stemmer og tid på at støtte fred, frihed og lige rettigheder for palæstinenserne i både Gaza og på den besatte Vestbred". Det siger han ifølge kulturmediet Soundvenue i en pressemeddelelse.

Mellemfolkeligt Samvirke er en organisation, hvis formål er at fremme mellemfolkelig forståelse og solidaritet. Deres arbejde foregår i og uden for Danmark.

En våbenhvile mellem Israel og Hamas-bevægelsen begyndte 10. oktober efter over to års krig mellem parterne.

Den sætter rammerne for udveksling af gidsler og fanger.

Samtidig forsøger planen over flere faser at udstikke en retning for Gazas fremtid med blandt andet detaljer om israelsk tilbagetrækning, en international styrke og et midlertidigt styre under internationalt opsyn.

Den kom dog i løbet af weekenden under hårdt pres efter flere meldinger om kamphandlinger.

Begge parter har sagt, at de stadig er indstillet på at holde fast i våbenhvilen.

/ritzau/