Sidste år var det slut. Efter tyve sæsoner af Vild med Dans trak hun stikket.
Men nu er 73-årige Anna Laxholm tilbage.
Det står klart, efter TV 2 har meldt ud på deres Instagram, at hun gæster showet, som undtagelsesvis bliver anderledes på flere måder.
Et glædelig gensyn for den pensionerede danser, som sidste år udtalte:
»Jeg kommer til at savne det fantastiske team, som står bag programmet, mine skønne meddommere, musikken, værterne – og naturligvis de professionelle dansere, som tager ny-danserne med på en rejse, der i mange tilfælde forandrer deres liv,« sagde hun dengang til TV 2.
Anna Laxholm har sammen med sin mand, Hans-Henrik, vundet adskillige EM- og VM-medaljer i standarddans, og er nu klar med sit skarpe blik, når hun skal dømme semifinalen. Det er i sig selv et ikke ukendt syn, men denne gang bliver meget anderledes.
For det første sendes programmet lørdag i stedet for fredag, da det danske fodboldlandshold spiller mod Spanien.
Og så bliver der ingen omdans, selvom pointene fra sidste uge tæller med.
Sidst men ikke mindst går hele tre par videre til finalen – et nybrud for konkurrencen.