Otte år efter det storslåede bryllup i Trinitatis Kirke med efterfølgende reception og middag for 60 glade gæster går Anne Herdorf og Jens Krøyer nu fra hinanden.

»Det er jo desværre efterhånden mere reglen end undtagelsen at gå fra hinanden. Det kan vi jo se i vores omgangskreds, derfor er det satans, at det også skulle ramme os.

Men vi er vokset fra hinanden, og jeg vil gerne understrege, at ingen af os har fundet en anden. Faktisk er vi stadig skideglade for hinanden, men vi er ligesom kørt fast. Derfor har vi valgt at blive separeret, og det sker 1. juli,« siger Jens Krøyer.

»Vi var klar over, at der var visse rygtedannelser på bedding, så derfor har vi begge valgt at tone rent flag og gå ud med »nyheden« i stedet.

I virkeligheden er det hele dybt udramatisk, og vi bliver boende sammen, indtil vores boligsituation bliver afklaret. Vi er også enige om, at vi senere vil bo tæt ved hinanden, ikke mindst af hensyn til vores døtre, Julie på syv år og Sofie på fire, og vi vil også have fælles forældremyndighed.«

Anne Herdorf, der er skuespiller og sanger med sit band Milles, og Jens Krøyer mødte hinanden i 1992 på Amager Scenen, hvor Anne spillede Judy Garland, og Jens var hidkaldt som kapelmesterafløser.

»Det sagde simpelthen bang,« har de tidligere udtalt til B.T. De faldt med andre ord pladask for hinanden.

Siden Amager Scenen er Anne tillige blevet uddannet til zoneterapeut, og Jens er i sommer kapelmester i Cirkusrevyen.