Beyoncé og Jay-Z's kærlighed virkede ikke helt oprigtig under deres show i Parken, mener anmeldere.

København. Verdensstjernerne Beyoncé og Jay-Z var mere selvfede end fede foran de knap 45.000 fans i Telia Parken lørdag aften.

Det mener Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo, der kvitterer med tre ud af seks stjerner.

Imens kalder B.T.'s anmelder Kristian Dam Nygaard showet for "det perfekte svindelnummer" og giver fire ud af seks stjerner.

Begge anmeldere sætter især spørgsmålstegn ved, om alt imellem de to turtelduer nu i virkeligheden er så godt, som de giver udtryk for.

- Det er langt fra troværdigt, men Beyoncé og Jay-Z's store "vi har fundet sammen igen efter Jay-Z's utroskabsshow" er stadigvæk et overflødighedshorn af det bedste fra pop og hiphop. Fuck det, om de så lyver hele vejen til banken, skriver B.T.'s anmelder.

- Det gav også kuldegysninger, når man så en flig af den magi, der skabte fænomenet "Jay-Z og Beyoncé", som når de spillede de gamle "03 Bonnie and Clyde" og i særdeleshed "Crazy In Love", hvor det store blæserorkester i baggrunden virkelig fik den trykket af, tilføjer han.

Ekstra Bladets Thomas Treo mener, at showet "føltes nogenlunde ligeså ægte som et realityprogram".

- Den meget tynde, røde tråd i det topprofessionelle og visuelt spektakulære verdensklasseshow var de to turtelduers selvudleverede kærlighedsliv, der kort fortalt er en slags blanding af "Cosby & Co.", "House of Cards" og "The Kardashians", skriver han.

Jyllands-Postens anmelder Peter Schollert er derimod langt mere begejstret for koncerten.

- I Parken tog de med numre fra netop de to album (Beyoncés "Lemonade" og Jay-Z's "4:44", red.) og større og mindre hits fra før i tiden publikum med på en i musik og levende billeder utrolig flot iscenesat rejse.

- Her blev problemerne, som de har været igennem, udstillet. Men det var ligeledes tydeligt, at de brugte koncerten som en form for terapi, hvor de viste hinanden respekt og kærlighed, skriver Peter Schollert, som giver fem ud af seks stjerner.

/ritzau/