Tidligere statsminister Anker Jørgensen er tvunget på plejehjem. 'Hej... Anker...' Telefonen ringer tre gange i løbet af de godt tre kvarter, B.T. er hos 86-årige Anker Jørgensen i lejligheden på plejehjemmet Plejebo på Vesterbro i København.
Lejligheden bliver efter alt at dømme den tidligere statsministers sidste bopæl.Hver gang tager han telefonen efter et par tunge, langsomme skridt støttet af en stok hen til den mørkegrønne telefon med det samme korte, imødekommende svar.
Selv om det helt tydeligt ikke er med hans gode vilje, han nu bor på plejehjem, er tanken om døden ikke det, der fylder mest for den socialdemokratiske kæmpe.
Scroll ned og læs videre
Døden er et stort spørgsmål
Første gang han får spørgsmålet, om han er bange for at dø, viger han lidt udenom.
- Det er for stort et spørgsmål, siger han blufærdigt.
Men senere, da han har talt sig varm, falder det ham en smule lettere. Med en ironisk distance.
- Jeg ved godt, der er noget, der hedder, man skal dø. Jeg har egentlig altid vidst, der var noget, der hed døden.
Men jeg har haft for travlt med at leve til at tænke på det, og jeg har stadig nok at gøre med at leve, siger Anker Jørgensen med et glimt i det øje, der stadig kan se.
For han er blind på det andet, går med stok og indimellem med rollator.
Flyttekasserne står stadig stablet i flere af værelserne i den hyggelige, lille beskyttede bolig, og billederne er ikke blevet hængt op endnu, men bøgerne står i reolerne, og brevene er arrangeret i sirlige bunker på bordet - Anker Jørgensen er rykket på plejehjem.
50 år i Sydhavnen
Helbredet er den vigtigste grund til, at Anker Jørgensen for 14 dage siden måtte sige farvel til lejligheden på Borgbjergvej i Københavns Sydhavn, hvor 'jeg boede næsten 50 år', som Anker fortæller.
Grunden til det blev plejehjemmet Plejebo på Vesterbo, er enkel.
- Min kone Ingrid (der døde i 1997, red.) var formand for pensionist-foreningen i området, siger Anker Jørgensen.
Men ellers er det ikke med hans gode vilje, han bor på plejehjem.
- Jeg er ikke ligefrem lykkelig for at komme på plejehjem. Men her er godt at bo. Det er da vemodigt, men nødvendigt.
Men der er nogle ting, jeg ikke har så nemt ved længere, siger Anker Jørgensen.
Hukommelsen svigter
Til sidst kneb det med at komme op og ned ad trapperne, og en af de ting, Anker Jørgensen også har svært ved, er at huske. Det kan man godt mærke irriterer ham ind imellem. Da B.T. spørger, hvor i København datteren Kirsten, som han snakkker i telefon med hver dag, bor, tænker han længe.
- Ja, se, det er en af de ting, jeg ikke kan huske... jo, hun bor i Hennegade, kommer det så efter en lang tænkepause.
Men selv om hukommelsen ikke er, hvad den har været, fejler humøret ikke noget. Første gang telefonen ringer under B.T.s besøg, er det en pensionistforening, der gerne vil have ham ud at holde foredrag i januar.
- Hvor længe jeg taler? Til I siger 'kan du så holde kæft', lyder det med den slagfærdige arbejdsmands-humor, som Anker Jørgensen stadig har let til.
Ydmyg og stolt
Da han har talt sig varm, fortæller han også med glød i stemmen om glæden ved bøger, kunst og mødet med alle de mennesker - kendte og ukendte - som han har mødt gennem et langt liv.
- Jeg har haft et eventyrligt liv. Og min tid som statsminister er vel trods alt det største, jeg har oplevet. For det at være statsminister i dette dejlige land, det er ikke nogen helt lille ting,« siger Anker Jørgensen med en blanding af ydmyghed og stolthed.
Han har stadig tæt kontakt med sit elskede parti - Socialdemokraterne.
- Ja, jeg skal ud til et møde i vores kaffeklub hos Kjeld Olesen (tidligere udenrigs,- forsvars- og trafikminister, red.). Det er klart, at når man er blevet 86, er der mange af medlemmerne, der er døde, men Kjeld holder jeg meget af, siger Anker Jørgensen.
Willy Brandt den største
Loyaliteten overfor partiet er heller ikke til at tage fejl af, når man spørger, hvem af alle de mennesker, Anker har mødt, der har gjort det største indtryk. Efter en lang tænkepause kommer det uden vaklen:
- Willy Brandt (tidligere tysk forbundskansler, red.). Fordi han var stor og fri... han var en fri mand. En mand, der midt i al larmen havde nogle gode egenskaber, der blev et symbol på den socialdemokratiske idé, siger Anker Jørgensen. Og så slår den slagfærdige arbejder-humor igennem igen, da B.T.s udsendte efter en del besværligheder har fået arrangeret den medbragte buket blomster i en vase.
- Nej, det er du da ikke helt åndssvag til... læg mærke til, jeg sagde ikke helt, siger Anker Jørgensen.
Og vinker farvel med endnu et glimt øjet.
