Drengene fra Angora er tilbage med et nyt program. Lars von Trier sparkede dem i gang

'Gå nu i gang for helvede'. Det var det simple råd, Lars von Trier havde til de tre drenge fra Angora, Esben Pretzmann, Simon Kvamm og Rune Tolsgaard. Og nu er en af nyere tids største, danske satiresucceser klar med deres nye program 'Angora by Night'.

- Vi havde svært ved at komme i gang med noget nyt, men da vi på et tidspunkt mødte Lars von Trier, sagde han til os: Gå nu i gang for helvede.

Det er tre år siden. Nu kan vi se, han havde ret, siger Rune Tolsgaard, der er bedst kendt som cykelholdet Team Easy On’s sportsdirektør, Henning Primdahl.

»Angora by Night« bliver fra på mandag d. 17. september sendt mandag, tirsdag og onsdag. De tre drenge skiftes på programmet til at være værter en dag af gangen. Og så er der opsamling om fredagen.

Og bliver de spurgt, gør drengene meget klart opmærksom på, at der er stor forskel på det nye og det gamle Angora. De slår fast, at de er glade for, at von Trier fik sat dem i gang med noget, der så kunne udvikle sig i den ene eller anden retning.

- Det bliver mere løssluppent, og figurerne er mere upolerede, når de ryger på showet, siger Simon Kvamm, som efterhånden er noget mere kendt som forsangeren i bandet Nephew end som satiriker.

Mærkelige figurer
- Vi er stadig i gang med at finde ud af, hvad det egentlig er for et program, vi vil lave, siger han til B.T.

Et er dog sikkert. Der kommer en masse mærkværdige figurer i studiet. Til gengæld er der knap så mange kendte gengangere som i første program fra 2004.

- Det har været helt indiskutabelt for os ikke at røre ved, at de gamle, kendte figurer er lagt i jorden. Team Easy On er for eksempel døde på tv. Det er vi helt enige om, siger Simon Kvamm.

Og de tre Angora-drenge er også enige om, at det eneste, der driver værket, er lysten til at fortsætte.

- Mange gange er det chancen for at få en ekstra pose penge, der får folk til at lave en toer og en treer. Hos os er det den omvendte historie, siger Rune Tolsgaard.

- Vi gider ikke, hvis ikke lysten er der. Det er også derfor, der er gået tre år, siden vi sidst var sammen, og det er meget sundt og naturligt, slår han fast.