Nedtællingen er i gang til premieren på efterfølgeren til den bedst sælgende danske biograffilm i 35 år.

Når Anders Matthesens hævntørstige, levende ninja-dukke vender tilbage i animationsfilmen "Ternet Ninja 2", overtager den, hvor etteren slap.

Den kyniske legetøjsgigant Phillip Eberfrø er ved at slippe for straf, og flere uskyldige børn er i fare.

Den ternede ninjas jagt på hævn og retfærdighed genoptages sammen med 13-årige Aske, som nu flankeres af moren Sirene, papfaren Jørn, sin altædende papbror Sune - og ikke mindst Onkel Stewart.

Nedtællingen er skudt i gang til premieren næste efterår, og i den anledning offentliggøres ninjaens nye klæder.

I etteren var en lille dreng på en legetøjsfabrik ved et uheld af udmattelse kommet til at snuppe den danske direktørs designertørklæde og sy det til en grå-ternet ninjadukke.

I den nye film er ninjaen iført et rødternet outfit.

Ifølge Anders Matthesen bliver den nye film en slags roadmovie.

- Ambitionerne er endnu højere end den første, og min medinstruktør og jeg er indtil videre meget tilfredse. Vi føler, at vi har en rigtig god og morsom historie, og det hele kommer til at se fem-seks gange dyrere og flottere ud end den første film, siger Anders Matthesen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi er næsten færdige med animationsfasen, men bliver ved med at finde på nye ting og ideer, som vi sætter ind i filmen, lyder det fra komikeren.

Ikke nok med at han står bag bøgerne, som "Ternet Ninja" er filmatiseringerne af, så har Anders Matthesen også skrevet manuskriptet og været med til at instruere filmen.

Og så lægger han stemme til samtlige karakterer - undtagen Aske og hans store kærlighed, Jessica, som bliver indtalt af Louis Næss-Schmidt og Emma Sehested Høeg.

"Ternet Ninja 2" får biografpremiere den 7. oktober 2021.

/ritzau/