Den populære komiker får selskab af Camilla Ottesen og Joachim Boldsen som værter.

Når den nye omgang "Fangerne på fortet" får premiere, er det komikeren Anders Lund Madsen, der indtager den ikoniske rolle som vismand.

Det bekræfter Nent Groups programdirektør, Kenneth Kristensen, over for Ritzau.

Rollen som vismand har tidligere været portrætteret af ikoniske skuespillere som Ole Ernst og Ove Sprogøe.

Samtidig kan det afsløres, at to værter skal styre løjerne, når en række kendte danskere skal dyste i de forskellige discipliner for at få fingre i de syv nøgler til skatkammeret.

Det drejer sig om Camilla Ottesen og Joachim Boldsen.

"Fangerne på fortet" blev sendt i Danmark første gang i 1993.

Programmet sendes på TV3 og Viaplay i begyndelsen af næste år.

/ritzau/