Influenceren og Instagram-fænomenet Anders Hemmingsen havde sin nye kæreste, Ninni Kjær, med på den lilla løber til uddelingen af EchoPrisen.

Blandt de første til at spadsere ned ad den lille løber forud for TV 2's spritnye show, EchoPrisen, kom influenceren og Instagram-fænomenet Anders Hemmingsen.

Ved sin side havde han sin nye kæreste, Ninni Kjær.

- Det er allerførste gang, hun er på en løber. Så det er lidt spændende det hele. Men hun klarer det meget godt, synes jeg, lød det fra Anders Hemmingsen.

- Jeg sagde: Tag det på, du har lyst til. Chill, hyg dig, og bare tag det stille og roligt. Det tror jeg var mit bedste råd.

Det var tilbage i december, at Anders Hemmingsen afslørede, at han havde fundet kærligheden igen efter bruddet med journalisten Julie Schoen.

Og det var - sjovt nok, bemærker Anders Hemmingsen - gennem Instagram, at der opstod amoriner mellem de to.

- Vi har kendt hinanden i mange år. Lige pludselig var jeg single, og så passede det ret godt med, at "hey, skal vi ikke lige tage en kop kaffe". Den klassiske, fortalte han, inden han og Ninni Kjær smuttede ind til showet.

/ritzau/