København. Anders Bircow er kendt som manden i midten, men den 66-årige entertainer har altid gået sine egne veje.

Det lå aldrig i kortene, at han skulle være skuespiller, men efter at have prøvet livet som bankassistent og skolelærer af, sadlede han om.

Det er over 40 år siden, og den snørklede vej dertil har blandt andet bragt ham forbi Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teatret og Østre Gasværk og fra 5. oktober tilbage på Fredericia Teater, hvor han medvirker i rollen som professor Porter, far til Jane, i musicalopsætningen af "Tarzan".

- Jeg kan ikke påstå, at det var et kald at blive skuespiller. Jeg ville prøve noget, der var skægt, og hvor jeg kunne kysse nogle damer. Det var i og for sig et ganske spinkelt niveau.

- Jeg ville bare have et liv, der var udfordrende og sjovt, fortæller Anders Bircow.

Spektret mellem udfordrende og sjovt har livet i showbiz levet op til i både "uhyggelig og i positiv grad", fortæller han.

- Jeg har været heldig, at der er nogle, der har ringet en gang imellem. Men der var nogle år, hvor jeg tænkte: "Nej, hvad sker der?!" Når man sætter sin sjæl på spil, så sker der noget en gang imellem, hvor man - både som arbejdsløs og i skuespillermæssige udfordringer - siger: "Hold da kæft, den var svær at knække".

- Man prøver jo at holde gryden i kog, og man prøver at være opsøgende. Nu har jeg haft den fantastiske fordel, at jeg tager ud og holder foredrag og stadig har mit onemanshow. Men selve det at spille teater, det er op ad bakke - også at holde instruktørerne og teaterdirektørerne i ørerne - hvis man bare læner sig tilbage, så går man ud i glemslen.

Anders Bircow har formået at cementere sig.

Mens han gik på teaterskolen midt i 1970'erne, mødte han Preben Kristensen og Thomas Eje, og sammen skabte de Linie 3.

Hvad der startede som et sommerferieshow på Jacobs BarBQ i Aarhus har varet i snart fire årtier.

- Man kan nævne mange fine ting: "Ih, hvor var det fantastisk at spille sammen med Axel Strøbye. Ih, hvor var det fantastisk at blive undervist af Henning Moritzen. Ih, hvor var det fantastisk at være på Det Kongelige Teater".

- Men i bund og grund har jeg altid haft fokus på oplevelsen, der er nede i salen. Og der må jeg sige, at der ikke er noget, der har trumfet den glæde, begejstring og beundring, vi har haft i Linie 3, siger Anders Bircow.

Næste år har trioen rubinjubilæum.

- 40-års jubilæum er bare et tal. Det er ligegyldigt. Selv føler jeg mig som en på 40, så det kan jo ikke passe, siger Anders Bircow og tilføjer efter nogle sekunders stilhed:

- Jeg tror nok, vi planlægger en lille juleturné igen - det er på tegnebrættet i hvert fald.

I øjeblikket arbejder Anders Bircow med en af sine andre store passioner.

Det er over 25 år siden, at han første gang blev en del af Disney-universet.

Siden har han blandt andet lagt stemme til Skinner i "Ratatouille", dinosauren Rex i "Toy Story" og ikke mindst lagt signaturstemmen som den danske Mickey Mouse.

Fra den 5. oktober medvirker den kendte skuespiller og entertainer i Fredericia Teaters nye, store musicalsatsning, Disney-klassikeren "Tarzan", i rollen som Janes far, professor Archimedes Q. Porter.

- Jeg var med i "Den lille havfrue", da Fredericia Teater satte den op, så derfor tog jeg imod med kyshånd, da Søren Møller (Fredericia Teaters teaterchef, red.) ringede.

- Jeg er jo gennemsyret Disney. Jeg er blevet Disney-ficeret, siger Anders Bircow.

I titelrollen som Tarzan ses Kim Ace Nielsen, mens skuespillerinden Bjørg Gamst spiller Jane.

Omkring dem er et hav af biroller, dansere og akrobater, som er med til at skabe scenen omkring Edgar Rice Burroughs' fortælling om menneskebarnet Tarzan, der vokser op blandt gorillaer i den vestafrikanske regnskov.

Men rollen betyder også, at han i øjeblikket bor i den sydøstjyske by - langt væk fra sine to voksne døtre, sin kone og parrets mindre piger.

- Hvis der er afsavn i øjeblikket, fordi jeg bor i Fredericia, så er det de der morgenkram og godnatputning af mine små.

- Det er jo enhver sømands lod. Man er jo gøgler af guds nåde. Men de har været vant til, at far har været væk. Sådan er det. Så er man væk i en uge, så er man væk i 14 dage, fortæller Anders Bircow.

At leve et liv i showbiz kræver energi og overskud - både fysisk og mentalt.

- Jeg tager de vitaminpiller, min kone siger, jeg skal tage. Så tager jeg noget proteinpulver, og så prøver jeg i øvrigt at holde mig ren for alkohol, ikke 100 procent, men jeg begynder ikke at drikke mig fuld.

- Og så kan man gøre, som jeg gør: Det er at stå op, selv om man ikke er udsovet, og komme ud og spille 18 hullers golf på nærmeste golfbane - så man får to ting ud af dagen i stedet for at dandere den.

"Tarzan" har danmarkspremiere den 5. oktober på Fredericia Teater.

Året efter spiller den i Falconer Salen i København fra 29. november 2019.

/ritzau/