Det kan han: Standup-komiker, rapper, film- og teaterskuespiller, manuskriptforfatter, instruktør, programudvikler og klubejer.

Karriere: Standupper i kølvandet på første bølge i midten af 90’erne. Børneradio og Oraklet på P3, vært på Tv-Danmarks Andarki og Andensortering. Tilrettelægger af radioserien 'Arne Fortæller - Terkel I Knibe', der blev til animationsfi lm i 2004. Sideløbende en række standup-shows, der kulminerer med den totalt udsolgte Anden På Coke i 2006. Hovedrolle i den danske film 'Rene Hjerter', tilrettelægger af DRs 'Jul På Vesterbro', hiphop-CD’en Soevloes i 2005, som han også turnerede med.

B.T.s vurdering: Kan alt og gør (næsten) det hele til ug med kryds og slange. Anden er altid helt rolig på overfladen - men med det tempo skal der padles gevaldigt under vandet, for at leve op til egne ambitioner. Havde selv regnet med at dø før han blev 30.

Position: I en liga for sig selv, hvor han konstant vover pelsen, og selv fjenderne respekterer ham som kongen. Spiller for tiden for udsolgte huse i København med 'Anden Vender Tilbage'.

Største succes: Alt. Men brillerede særligt som Simon Spies på Gasværket, samt i hans seneste tre shows, der alle var totalhits både kunstnerisk og kommercielt.

Finanserne: Anden er den rigeste rapper i byen. Gennem utallige og meget forskellige projekter de sidste otte år, er der rullet et ukendt antal millioner ind på bankkontoen. Alene de seneste to shows, har givet Anden omkring 15 millioner, plus mindst seks millioner fra salget af de efterfølgende DVD’er, anslår kilder i branchen. Hans nye show på Gasværket forventes at supplere pengetanken med mindst 10 millioner ekstra. Og så er salget af den efterfølgende DVD ikke regnet med. Anden kan forlange 50.000 kroner for et show i et firma eller en forening.