Det kan være en kamp at holde julestemningen i kog gennem december. Juletraditioner bliver hurtigt glemt, og gejsten til at klippeklistre udebliver.

Sådan en jul har karakteren Malou, der spilles af Amalie Dollerup i TV 2-julekalenderen "Valdes jul - vintermiraklet". Hun prøver ihærdigt at holde gang i julegryden, mens hendes søster langtfra er i julestemning.

Det var heller ikke uden udfordringer for skuespilleren at skifte fra optagelserne af "Badehotellet", hvor hun spiller hotelbestyrerinden Amanda, til den mindre dramatiske julekalenderstemning i "Valdes jul".

- Det var lidt svært for mig, at det ikke var så konfliktoptrappende, som "Badehotellet" eksempelvis er. Jeg kom næsten direkte fra optagelserne af det, og i den serie er min karakter mere dramatisk. Det var svært at slippe i rollen som Malou, fortæller Amalie Dollerup.

Amalie Dollerup prøvede i første omgang at puste noget mere drama i sin nye karakter.

- Jeg havde det sådan lidt: "Er der ikke mere på spil her?". Men der er så meget drama andre steder i serien, så hjemme på matriklen skal der være hyggeligt. Der skal ikke være så mange konflikter.

Karakteren Malou er ikke ny i historien, men det er Amalie Dollerup. Hun overtager rollen som Malou, moren til Valde, fra Julie Agnete Vang, der spillede karakteren i den forrige Valde-julekalender.

Ifølge producer Tomas Hostrup-Larsen fra Cosmo Film skulle Julie Agnete føde midt i optageperioden, og derfor var det ikke muligt for hende at være med.

Amalie Dollerup er vant til udskiftninger på teatret, så det var ikke en helt uvant oplevelse at skulle udfylde en anden skuespillers sko, fortæller hun.

Amalie Dollerup kunne først for alvor træde ind i rollen som Malou, da hun sent i forløbet mødte sin fiktive søn for første gang.

- Det var syret, jeg først nåede at møde Sander Løkke Borg, der spiller Valde, første dag vi skulle optage. Det var en meget kold natteoptagelse på Fyn, hvor jeg skulle indstille mig på, at jeg har en 14-årig søn, og nu leger vi, at jeg er din mor.

- Det var også bare at blive kastet ud i det. Men det gik godt. Jeg er stolt af, at det gik så fint, fortæller skuespilleren.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/