Koncernen mener, at TV2 tilsidesætter den danske pressefrihed ved at udelukke sladderbladet Se og Hør fra blandt andet Vild med Dans

Det har skabt vrede i Aller Media, der udgiver ugebladet Se og Hør, at TV2 har valgt at udelukke netop det kendte sladderblad fra TV-programmerne Vild med Dans og Voice.

Men koncernen er nu klar med en redaktionel redningskrans til det bandlyste ugeblad.

Således oplyser administrerende direktør i Aller Media, Pål Thore Krosby, og udgiverdirektør Per Ingdal i en pressemeddelelse, at Se og Hør får mulighed for at bruge materiale fra koncernens andre udgivelser, når bladet skal dække de to seertunge programmer.

I samme meddelelse langer de ud efter TV2s beslutning om at udelukke bladet:

- Koncernen mener videre, at TV 2 med sin udelukkelse af Se og Hør optræder problematisk i forhold til pressefriheden og svigter deres forpligtelser som en statsejet public service kanal, hvor de ikke bør udelukke og diskriminere et enkelt medie fra pressemøder eller offentlige begivenheder med almen interesse, forklarer Thore Krosby og Ingdal.

Løsningen bliver derfor et bredt samarbejde om indhold på tværs af Aller Media, der blandt andet udgiver Familie Journalen, Ude og Hjemme, Billed-Bladet og Kig Ind herhjemme.

- Direktionen i Aller Media har derfor i samarbejde med chefredaktørerne fra koncernens øvrige blade og webmedier besluttet, at alle redaktioner bakker op om den principielle problemstilling. Det gør de ved at stille deres stof til rådighed for Se og Hør, så Se og Hør får de bedste muligheder for at vise billeder og skrive nyheder om både Vild med Dans og Voice.

Spliden mellem Se og Hør er opstået, da Se og Hør valgte at bringe nogle paparazzi-fotos fra kæresteparret Christiane Schaumburg-Müller og L.O.Cs sommerferie i Thailand, hvor man blandt andet kan se Vild med Dans-værten Schaumburg-Müller topløs.

Det fik efterfølgende Schaumburg-Müller til at bede sin arbejdsgiver om at udelukke ugebladet fra programmerne, ligesom L.O.C ikke ønskede at se Se og Hørs journalister til talentprogrammet Voice, hvor han er en af dommerne. Begge krav blev efterkommet af TV2.

Ekstra Bladet har tidligere meldt ud, at Se og Hør kan bruge avisens materiale.