Skuespiller Ali Sivandi har venner og bekendte, som inspirerer ham til de hårde roller, han spiller.

Han har spillet skruppelløs hashsælger i DR's "Bedrag", aggressiv gangsterboss i filmen "Underverden" og radikaliseret slagsbror i tv-serien "Gidseltagningen".

Når han toner frem på skærmen, er det som regel i rollen som den voldelige, temperamentsfulde alfahan, som øjner hver en mulighed for at flekse med musklerne og udstikke ordrer.

Uden for filmsettet er Ali Sivandi anderledes høflig og afslappet. Men han har ikke svært ved at sætte sig ind i hovedet på de hardcore typer, han spiller. For som han siger:

- Jeg har mødt mange af dem i mit liv. Jeg er opvokset på Nørrebro og i Brøndby Strand. I mit gamle kvarter er der flere, der er endt som radikaliserede muslimer eller kriminelle, og nogle er blevet sigtet for terror.

- Jeg har venner, som er blevet dræbt i bandeopgør og hashkonflikter, jeg har oplevet skyderier og set mødre begrave deres sønner. Alt sådan noget.

- Når jeg læser et manuskript, dukker der ofte billeder op i mit hoved af personer eller typer, jeg har mødt, og så finder jeg det menneske frem i mig. Det er det, der gør, at jeg har det ekstra plus, når jeg laver skuespil, siger han.

Ali Sivandi er ikke uddannet skuespiller, men snublede mere eller mindre ind i rampelyset, da han gennem fælles venner mødte filminstruktøren Fenar Ahmad, som gav ham en rolle i sin film "Ækte vare" fra 2014.

Siden har Ali Sivandi trukket på sine evner som menneskekender, når han har forberedt sig til sine roller, og det er ikke så få mennesker, han har kendt.

Blandt hans bedste venner er rapstjernerne Sivas, Gilli og Kesi, som Ali Sivandi har kendt, siden han var barn, og hans familie er en broget flok, som har givet ham indblik i mange forskellige kulturer og måder at leve på.

Ali Sivandis mor har rødder i Kasakhstan, Rusland og Irak og har i mange år arbejdet som køkkenchef på en restaurant i Tivoli i København. Hans far er fra Iran og har arbejdet som autolakerer.

- Min mor er araber, og min far er perser, og når de havde en diskussion derhjemme, kom det næsten altid til at handle om deres kulturer. Så jeg har generelt mange kanter fra forskellige steder, og jeg kan sætte mig ind i mange menneskers situation, og det tror jeg, gør mig til en god skuespiller, siger han.

Som barn blev Ali Sivandi tvunget af sin mor til at spille teater, men han har ikke drømt om at være skuespiller hele sit liv.

Før han ved et tilfælde endte foran kameraet, gik han på mekanikeruddannelsen, på kokkeskole og på handelsskole uden at færdiggøre noget af det.

I stedet hang han i 2013 ud med Sivas, Gilli og Kesi og sin gamle skolekammerat Dulfi Al-Jabouri, som også er skuespiller og netop har medvirket i tredje sæson af "Bedrag".

Ali Sivandi tog med Sivas og Gilli ud til deres koncerter, og han lagde billeder op på Instagram af drengene på Roskilde Festival.

På Instagram begyndte filminstruktør Fenar Ahmad at lægge mærke til Ali Sivandi, og instruktøren så et potentiale i ham og tilbød ham en rolle i sin hiphopfilm "Ækte vare".

Ali Sivandi var dog i første omgang halvskeptisk over for tanken om at spille med i en film.

- Jeg var ikke så sikker på, at det var noget for mig, men jeg havde set Dulfi (Al-Jabouri, red.) lave filmen "Nordvest", hvor jeg også var med i nogle få klip, så det fangede min interesse lidt. Så jeg prøvede det bare, og så fungerede det rimelig godt, siger han.

Rimelig godt er lidt af en underdrivelse. Da "Ækte vare" kom ud i 2014, omtalte det amerikanske magasin Hollywood Reporter filmen og skrev, at Ali Sivandi stjal fokus i alle de scener, han medvirkede i.

Magasinet gav ham "kæmpe props", som han selv formulerer det, og derfra tog det fart.

Siden debuten i "Ækte vare" for fem år siden har Ali Sivandi haft adskillige roller i både film og tv, og det er han glad og taknemmelig for.

Men han er også ved at være træt af at spille skurk. Han føler, at det har givet ham et fejlagtigt ry i offentligheden.

- Rollerne har været fede, men jeg er træt af det, mange tænker om mig. Rigtig mange mennesker siger, at når jeg spiller de der gangsterroller så godt, må det være fordi, jeg selv er sådan.

- Jeg har været til gallapremierer, hvor folk ikke turde sige hej til mig. Der er virkelig nogle, der ser de roller, jeg laver og tænker: "Hold da kæft, han må være et røvhul i virkeligheden". Så jeg er lidt træt af at blive sat i bås, siger han.

Ali Sivandi føler sig også nogle gange udsat på grund af de roller, han spiller.

Under optagelserne til tredje sæson af DR's "Bedrag" skulle han skyde nogle scener i nærheden af et socialt boligbyggeri i Farum.

For at informere de lokale beboere i området om optagelserne havde filmholdet lagt sedler i postkasserne, hvor der stod, at de ville filme.

Kort efter optagelserne var gået i gang, dukkede der omkring 20 maskeklædte mænd med køller op på filmsettet.

- Det første, jeg tænkte, var: "Hold kæft nogle fede statister, vi har fået. De virker mega troværdige", men jeg kunne mærke, at de kom tættere og tættere på, og de havde ikke en god aura. Jeg kunne se på filmholdet, at de så helt grønne ud i ansigtet, så jeg tænkte: "Der er et eller andet, der ikke giver mening her".

Ifølge Ali Sivandi gik flere af de maskeklædte mænd direkte op til ham.

- De sagde: "Du spiller rigtig smart", og "I skal ikke filme her". De bandede så meget af mig, og jeg var lige ved at gå amok og finde mig i at få en omgang tæsk, for det kan ikke passe, at det skal være sådan.

- Jeg når at kigge til siden, og jeg kan se, at Esben (Smed, skuespiller på "Bedrag") er helt bleg. Så jeg siger stille og roligt til mændene: "I har ret, men tak fordi I har scoret mig en ekstra dagsløn, for vi kommer ikke til at filme mere i dag". Og så gik jeg.

- Det er så udmattende at være i sådan nogle situationer. Det sker også for mig, når jeg går på gaden. Jeg er meget udsat, fordi jeg spiller de der gangsterroller. Nogle vil udfordre mig, og andre er bange for mig. Men det er jo altså bare film, siger han.

Så nu er Ali Sivandi klar til at spille nogle helt andre roller. Men det er ikke nødvendigvis så ligetil.

Ali Sivandi oplever i hvert fald, at skuespillere med en anden etnisk baggrund end dansk ofte bliver castet til roller, der er karikerede.

- Du ser ikke en indvandrer, der spiller advokat, journalist eller læge, ligesom du sjældent ser etniske danskere spille taxachauffør eller kriminel. Det er en norm, der skal brydes, for det er jo ikke sådan, det skal være, siger han.

- Jeg kunne godt tænke mig at få en sympatisk rolle. Jeg er klar på at spille autist eller handicappet, hvis det skulle være, jeg vil bare gerne prøve noget nyt.

- Men omvendt ved jeg også godt, at jeg ikke kan være for kræsen. Hvis jeg bare siger nej, nej, nej, kan jeg gå i et år uden at have et arbejde, og jeg har jo også brug for mad på bordet, siger han.

/ritzau/