Asta Bjórk Ivarsdottir er den første professionelle danser, der er gået videre til finalen i sin første sæson.

Den professionelle danser Asta Bjórk Ivarsdottir gik fredag aften videre til finalen i "Vild med dans" sammen med sin partner, skuespilleren Simon Stenspil.

Og dermed har den yngste og mindst erfarne professionelle danser slået rekord.

Det er nemlig første gang siden den første af danseprogrammets 15 sæsoner, at en professionel danser har formået at nå hele vejen til finalen i sin allerførste sæson.

- Det er så vanvittigt. Jeg er så overvældet, og jeg tror ikke helt, jeg har fattet det endnu. Jeg tror lige, jeg skal sove på det og så vågne i morgen og tænke "oh my God", det er faktisk sket, lød reaktionen fra den kun 20-årige danser efter fredagens semifinale.

Asta Bjórk Ivarsdottir er født i Island af islandske forældre, men flyttede som 12-årig med sin familie til Smørum på Sjælland, hvor hun begyndte at danse standard og latin på højt plan.

Hun har blandt andet danset på dommer Britt Bendixens danseskole, og i 2017 vandt hun danmarksmesterskabet i De Danske Danseskolers turnering.

Dommer Jens Werner kalder det en "fantastisk gevinst" for programmet, at Asta Björk Ivarsdottir er med som professionel danser i år.

- Hun er ikke kun en gudbenådet latinamerikansk danser - som også kan standarddanse - men det, at hun laver dansene helt om til noget tv-venligt, det skal der en del intelligens til at gøre, siger han.

Jens Werner mener, at kemien mellem skuespiller Simon Stenspil og Asta Bjórk Ivarsdottir er afgørende for, at de er nået hele vejen til den store finale, på trods af at de begge er debutanter i "Vild med dans".

- Holdet bag programmet har været sindssygt gode til at matche nogle mennesker, som får det bedste ud af hinanden. Og lige den her gang har det åbenbart bare slået klik, siger han.

Finalen i "Vild med dans" finder sted i Horsens på fredag.

/ritzau/