Steven Tyler fortalte i et talkshow om det anstrengte forhold mellem bandmedlemmerne i Aerosmith.

Utroskab, alvorlig sygdom og afvænning.

Der var store emner på bordet, da Aerosmith-forsanger Steven Tyler gæstede talkshowet The Howard Stern Show.

Her fortalte Tyler, hvordan hans og bandets lange kamp startede, da han fik konstateret hepatitis C i 2006.

- Det var rent helvede. Tre måneder efter gik min kone fra mig, fordi jeg havde været utro, mens jeg var på turné. Og alle de ting lammede mig og kørte mig helt ned, siger Tyler, der røg tilbage på stoffer efter 12 år uden.

Påvirket af stoffer faldt den 62-årige sanger i 2009 ned af scenen under en koncert i South Dakota. Og det fik Tyler til at tage sit liv op til revision.

- Jeg fik 19 sting og brækkede min skulder. Ingen i bandet ringede til mig i 27 uger. Det slog mig næsten ihjel, fortæller Steven Tyler, der derefter tjekkede ind på en afvænningsklinik.

Men selv ikke det kunne redde venskabet med guitaristen Joe Perry.

- Joe (Perry, red.) kom ikke og besøgte mig, da jeg var på hospitalet. Jeg har ikke talt med ham, siden vi var på tour. Jeg tror, han er sur over, at jeg er stoffri, siger Tyler og tilføjer:

- Måske er jeg ikke den eneste i bandet, der har problemer med stoffer.

I dag er Tyler stoffri, og ud over Aerosmith bruger den 62-årige rocksangeren sin tid som dommer i American Idol. Et job, Joe Perry kaldte "et skridt over Ninja Turtles", men for Tyler selv er det en spændende opgave.

- Jeg leder efter den næste Joplin, en med en stemme, som ikke behøver at blive dækket af elektroniske effekter. Når jeg finder sådan en, så græder jeg, siger Steven Tyler, der sammen med Jennifer Lopez erstatter blandt andre Simon Cowell i dommerpanelet.

Aerosmith samles på lørdag for at arbejde på sit næste album, som bliver det første siden 2001. Det bliver dog uden guitaristen Joe Perry.

/ritzau/