Det svenske popfænomen udgiver en aldrig tidligere udsendt sang på deres kommende genudgivelse af The Visitors.

Det forlængst opløste svenske popfænomen ABBA har offentliggjort planer om at udgive en ikke tidligere udgivet sang, der stammer fra indspilningerne af gruppens sidste album ”The Visitors” fra 1981. Det skriver b.dk.

Ifølge musikbladet Rolling Stone er sangen ”From a Twinkling Star to Passing Angel” medtaget på den genudgivelse af ”The Visitors”, der kommer på gaden den 23. april. Sangen vil være det første originale materiale som ABBA har udsendt i næsten to årtier, eftersom det sidst skete i 1994, da gruppen udsendte et boxsæt.

Genudgivelsen kommer til at indeholde seks bonusnumre, der har været udsendt tidligere samt filmoptagelser inklusiv deres karrieres sidste liveoptræden i ”The Late Late Breakfast Show” i december 1982.  

BNB