Smarte Danny Kool smeltede alle pigehjerter sidst i 90'erne. Men livet som ung popstjerne var langtfra let.

Efterfester på jetset-diskoteket Nasa, grædende piger ude foran vinduerne og bodyguards til alle arrangementer.

Sådan var hverdagen for Danny Kool, som i slutningen af 90'erne var Danmarks helt store teenagestjerne.

Bag kunstnernavnet gemmer sig den i dag 33-årige iværksætter Daniel Sørensen.

Hans ansigt hang i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 00'erne på mange plakater på pigeværelser landet over, og den unge rapper var kendt som en smart og lidt flabet fyr med styr på tingene.

Samtidig var hans søstre store popstjerner.

Saseline og Heidi Sørensen udgjorde duoen S.O.A.P, som hittede over hele verden i slutningen af 90'erne og opvarmede for både Backstreet Boys og Savage Garden.

Det var en stor fordel for den unge rapper.

- Mine søstre begyndte lidt før mig, og deres projekt var meget større, så de kunne hjælpe mig meget. Vi havde sjove fester, vi havde penge, og vi hang ud med alle andre kendte.

- Det var ofte helt surrealistisk, men jeg tænkte ikke så tit over det lige dér. I dag er jeg meget mere bevidst om det, forklarer Daniel Sørensen.

Selv om han overordnet husker Danny Kool-årene som en sjov og turbulent tid, var det langtfra gnidningsfrit.

Danny Kool lignede nemlig ikke Daniel Sørensen særlig meget.

- Der var kæmpe forskel. Jeg er ret genert anlagt normalt, sådan den rolige og generte type. Jeg har lært at tale med folk, men i en større forsamling er jeg ikke den, der råber højt.

- Mit image var at spille smart, have styr på det hele og have damer omkring mig. Det var langt fra mig privat, fortæller Daniel Sørensen.

Særligt hans navn skabte forventninger hos fansene.

Egentlig var hans kunstnernavn bare Danny, men selve debutpladen hed Danny Kool efter inspiration fra Boney M.-nummeret "Daddy Cool", og så begyndte alle at kalde ham Danny Kool.

- Det var svært, for mit navn var jo faktisk bare Danny uden Kool. Men det kom på efter mit første album kom ud, og derfra blev alting smartere og smartere.

- Jeg skulle lære virkelig mange ting hen ad vejen, og jeg havde lidt angst på et tidspunkt, for jeg orkede ikke at gå ud af døren og møde en masse mennesker, som hele tiden forventede alt muligt, fortæller Daniel Sørensen.

Han blev smidt ud af syvende klasse, fordi skolen ikke kunne tackle de mange fans, som hver dag troppede op i håbet om at få et glimt af deres teenageidol.

- De forstyrrede undervisningen. Det kan jeg godt forstå, at skolen ikke kunne håndtere. De bankede på døren til klasselokalet, skreg og råbte, tog billeder gennem vinduerne, mens jeg sad i en matematiktime.

- Det blev for meget, så skolen smed både mig, min backup-rapper og min dj, som også var fra min klasse, ud. Så fik vi hjemmeundervisning derfra, forklarer Daniel Sørensen.

Netop de vilde fans var en stor mundfuld for den unge rapstjerne.

Pigerne var inderligt forelskede i ham, mens han dagligt modtog døds- og voldstrusler fra drengene.

- Der var ikke Facebook og Instagram, så folk kunne ikke følge mig. De kunne kun se de tv-programmer, jeg medvirkede i, og så kunne de lytte til pladen. Det var, hvad de havde, så derfor stak det helt af, når de mødte mig i virkeligheden. Nogle gange græd de.

- I dag kan du følge din kendis døgnet rundt, men det kunne man ikke dengang. Jeg havde nogle piger boende udenfor min dør i næsten to år. Jeg havde også bodyguard, for der var altid folk omkring mig.

Efter udgivelsen af sit andet album, "Styrer Verden", trak Daniel Sørensen stikket i 2002.

Årsagen er simpel, mener han selv.

- Jeg har haft meget med musikere at gøre senere i mit voksenliv, og jeg har set, at nogle bare er bedre end andre til at være kendte. Jeg var ikke god til at være kendt. Det var hårdt at stoppe, men klart det mest fornuftige, slår han fast.

Daniel Sørensen var omkring de 17 år, da han stoppede. Han havde levet jetset-livet, siden han var 12 år.

- Jeg fik nok af at være kendt, jeg var træt af kendisfester, af at være omkring voksne mennesker hele tiden og træt af ikke at vide, hvordan den normale verden fungerer. Jeg kendte kun til musik og forretninger.

- Det var selvfølgelig også sjovt, men jeg forstår godt, at folk som Justin Bieber gør skøre ting, for det er et mærkeligt liv at skulle leve. Særligt når man er så ung, konstaterer Daniel Sørensen.

Danmarks store hjerteknuser indstillede karrieren fra den ene dag til den anden, for han måtte væk fra livet som rapstjerne og til gengæld i gang med at indhente den forsømte teenagetilværelse.

Han begyndte derfor at hænge ud med sine gamle venner fra Nørrebro.

- Jeg gik fra at sidde med superstjerner til at hænge med drengene fra ghettoen, siger den tidligere barnestjerne, som i de efterfølgende år kom på kant med loven.

I 2005 blev han varetægtsfængslet for sammen med sine venner at have tæsket en ung mand, der angiveligt skulle have voldtaget en af vennernes søster.

Selv om Daniel Sørensen blev løsladt efter 12 dage i politiets varetægt, fik han, hvad han selv kalder "et rap over nallerne".

- At blive frihedsberøvet er noget af det værste, der findes, så jeg sagde til mig selv: "Er det det her, du vil, eller vil du bruge dit navn til noget?". Jeg valgte det sidste, og så besluttede jeg at kaste mig over iværksætteri, for jeg ville ikke være kriminel.

Siden da har Daniel Sørensen kunne tilføje mange projekter til sit CV.

Indtil sidste år drev han en burgerkæde med seks-syv restauranter rundt om i landet.

Han har også solgt børnemøbler og haft et rejseselskab, et pladeselskab og et management.

For tiden har han forskellige andre projekter på tapetet, blandt andet en podcast, hvor han interviewer andre danske kunstnere om deres liv med musikken.

Forretningsmæssigt har han brugt sit alter ego, både til at komme i snak med folk, men også til at brande sig på.

Personligt og musikalsk lever Danny Kool også stadig.

I 2017 udgav han singlen "Spørg din søster", i begyndelsen af 2019 gav han tre udsolgte koncerter på Rust i København, og de seneste år har Daniel Sørensen optrådt under sit kunstnernavn på koncertkaravanen Vi elsker 90'erne.

- Danny Kool vil altid være en del af mig, og selv om der var nogle år, hvor jeg forsøgte at kigge den anden vej, så fortryder jeg intet.

- Jeg ville ikke have været, hvor jeg er i dag uden Danny Kool.

Danny Kool kan opleves live til årets Vi elsker 90'erne-koncerter, som afholdes i Næstved, Odense, Holstebro og Aalborg i løbet af august.

/ritzau/