Vinter OL, EM håndbold, Tour de France, Wimbledon og VM i fodbold. Det bliver et begivenhedsrigt sportsår for Morten Stig Christensen, 47, men én begivenhed i privatlivet slår dem alle. I slutningen af maj kan TV2s sportschef se frem til at blive far for femte gang.

- Det er dejligt. Vi har prøvet det før og glæder os meget. Vi havde ikke planlagt, at vi skulle have et barn mere, men Anne må være meget fertil, og jeg er tilsyneladende heller ikke helt brændt ud.

Morten Stig Christensen har børnene Christoffer, 24, og Josephfine, 18, fra sit første ægteskab.

I 1998 blev han gift med Anne Engdal Stig Christensen, 37-årig programplanchef på TV2, med hvem han har Magnus, otte, og Mathilde, fem. De største børn er flyttet hjemmefra, men de to mindste glæder sig til at få en lillebror eller lillesøster i huset.

- Vi kender ikke barnets køn, og det er heller ikke det vigtigste. Alle synes, det er fint med noget mere liv. Vi er vant til, at børnene har kammerater med hjemme, på ture og ferier.

Vores hjem er nogle gange som en banegård, og med et barn mere kan man sige, at vi har forlænget den periode.

Bryd rytmen
Med to karrierejob og mindre børn er det et stort puslespil at få hverdagene til at hænge sammen. Derfor er det en stor hjælp for familien, at Anne Engdal og Stig Christensens forældre kan hente Magnus og Mathilde én gang om ugen.

- Det er et stort privilegium for os, at vi har nogle bedsteforældre, som har lyst til at være sammen med deres børnebørn og have den tætte kontakt.

Vi spiser sammen, og børnene skiftes til at bestemme, hvad der skal på menuen. Desuden skaber det et bånd mellem flere generationer.

Morten Stig Christensen mener, det er vigtigt og nødvendigt at bryde den daglige rytme indimellem. For et år siden rejste han og familien til New Zealand og Australien, hvor de rejste rundt i næsten to måneder.

- Vi er ikke altid for gode til bryde skabelonen, men når vi endelig får taget os sammen, kan vi se, hvor utrolig meget vi får ud af det.

Man får nogle fælles oplevelser med sine børn et fremmed sted, og dagene er ikke sat ind i et tidsskema, som de er herhjemme, siger Morten Stig Christensen.

anp@bt.dk