Storken er stadig en dejlig flyver. Den er blevet ældre. Tungere. Lidt grå. Alligevel vender den stædigt tilbage hver sommer - i år med 30 års shubilæum.

  • Det har de bl.a. lavet
  • De unge og de tunge år

    Shu-Bi-Dua er for længst blevet en institution i dansk underholdning. Nogle kalder det Danmarks nationalorkester. Rigspopdyrene. Lidt fis, lidt poesi, lidt revy, lidt pop, lidt rock, lidt satire - altid med en særlig småanarkistisk dansk tone, som ingen andre har kunnet eller villet gøre efter. Som det kan høres på det nye jubilæums-CD-boxsæt med 200 Shu-Bi-Dua-numre.

    Engang sang de om en rocksangers farvel. Selv agter shubberne at stoppe, inden det bliver patetisk. »Vi håber, at vi selv kan lodde stemningen, inden vi bliver uaktuelle. Så vi slutter selv, inden andre dømmer os ude. På den anden side skal vi spille 35 gange i sommer.

    Så længe folk vil høre os, kommer vi. Da vi lavede Shu-Bi-Teens sagde folk, I har jo deller. Ja det har vi lige præcis. Og det er fint nok,« siger Michael Bundesen, den eneste i Shu-Bi-Dua, der har været med siden starten.

    Som Bundesens medshubber gennem næsten alle årene Claus Asmussen siger det: »Jeg skal være ærlig og sige, at jeg da har småkriser selv. Det hører med til at komme op i alderen. Sidste gang vi spillede i Tivoli, hvor jeg som sædvanlig rendte lidt rundt med guitaren, sagde jeg til min kone, »nu skal du sige din helt ærlige mening. Ser jeg latterlig ud, når jeg render rundt deroppe?« Det sagde hun nej til,« siger Claus Asmussen.

    Det startede i sin tid, da Michael Bundesen og Michael Hardinger begge arbejdede på Danmarks Radio. Bundesen sang folkesang og var Elvis-fan. Hardinger spillede rockguitar og var Chuck Berry-fan. Begge var vilde med ordspil.

    Siden blev de de eneste shu-bi-der-dur. Hamrende gode til melodier og ord, men også noget upersonlige. Shu-Bi-Dua var et koncept, før det ord blev smart. Det har altid været bevidst.

    »Vi er tegneseriefigurer, godt nok lidt ældre tegneseriefigurer. Vores covers er altid tegnede. Vi er et brand. Shu-Bi-Dua er mennesker, men vi er også nogen, der leger med ord og billeder. Vi er en slags rejsende revy,« siger Michael Bundesen. Han understreger, at det er helt bevidst, at Shu-Bi-Dua kun optræder i ugeblade, når de ikke kan undgå det.

    »På en måde er vi ikke virkelige. Vores private liv er ikke interessante. Jeg tror, vores publikum er ligeglade med, hvordan Claus bor. Vi har aldrig villet være såkaldte Talking Heads. Selvom vi engang spillede til Schlüters fødselsdag, har vi aldrig sagt, at vi støttede ham, selvom han virkede som en flink fyr. Det var et job som alle andre.

    Vi vil ikke være dem, der udtaler os om alting, bare fordi vi er kendte. Hvis man synes, at ens egen mening er så vigtig, at den må frem i alle mulige sammenhænge, fint. Men det er ikke os,« siger Michael Bundesen.

    Det er en attitude, der går helt tilbage til årene i DR, afslører Bunden, som han altid er blevet kaldt i bandet. I Shubbernes storhedstid blev alle deres tekster vendt og drejet og vendt igen. Den med krokodillen, »Minus til plus«, »Costa Kalundborg« og »Sol og tvind« var samfundskritiske. Alligevel ved man heldigvis ikke, hvor man har dem.

    »Hardinger og jeg havde en fuldstændig panisk angst for pegefingren. Vi kom jo fra Danmarks Radio, der dengang var meget pegefingeragtige. Du skal synes. Du skal mene. Når du har hørt et rocknummer, skal du høre et nummer med to polske piger, der spiller harpe.

    Vi svor, at vi aldrig nogensinde ville skrive en tekst med en pegefinger. Vi kan lave pis med det. Vi kan synge »Oppe i Sverige har de masser af grantræer«, men vi siger ikke, at atomkraft stinker. At folk nok ikke er i tvivl om, hvad vi mener, er noget andet,« siger Michael Bundesen.

    De har solgt mere end fem mio. plader siden starten og har så at sige fundet en formel. En givtig formel, der har gjort dem til et millionforetagende.

    »Vores niche blev at kombinere det danske med humor og satire. Det var der ikke så mange af de andre, der gjorde. Gasolin var mere alvorlige, og dem fra Christianshavn. Rock'n'roll og stenbro. Det har ærlig talt undret os, at der ikke er andre, der har forsøgt.

    Vi har faktisk fået lov til at være de eneste i 30 år. I dag er der måske Det Brune Punktum. Men de er mere skuespillere end musikere. De vil også gerne chokere, det har aldrig været os,« siger Bundesen.

    I har fået en del dårlige anmeldelser hen ad vejen. Betyder det noget? »Når man arbejdet med en plade i et år, er man da sårbar. Selvfølgelig bliver man påvirket. Nu skal man have dommen, men når man så kommer ud og hører publikum synge med, er det ikke så slemt alligevel.

    Mange af vores numre, som i sin tid blev heglet ned, er jo endt som evergreens. »Vuffelivov« f.eks.. Jeg kan huske, at Aqua fik én stjerne i en avis. De solgte 20 mio. Hvad betyder anmelderne så?« siger Michael Bundesen.

    Han indrømmer, at det har haft betydning at møde kollegerne og få deres respekt. De første tyve år mødte de stort set aldrig andre musikere. Men så begyndte de at optræde på festivallerne og mødte folk som Johnny Madsen, Lars H.U.G. og C.V. Jørgensen.

    »Vi har nedlagt et par byer sammen med Strawberry Slaugtherhouse og Slangen (Big Fat Snake, red.). Den eneste, jeg kendte før festivallerne, var Sanne Salomonsen - og nå ja, Tommy Seebach, som brugte samme studie som os.

    Det har været sjovt at opdage, at vi er en del af det danske musikmiljø og ikke så isolerede, som vi gik rundt og troede. Helt ærligt havde vi lige så mange fordomme selv. De andre var bare nogle rødder. Især de der Gasolin,« siger Michael Bundesen.

    Savner I ikke Hardinger i Shu-Bi-Dua? »Selvfølgelig. Hardingers dynamik og idérigdom var en meget stor del af Shu-Bi-Dua. Men så har vi fået Ole Kibsgaard med i stedet. Han kan det hele. Vi er heldige, at vi fik overtalt ham. Han gad ellers ikke. Skulle lave Kaj og Andrea for DR. Det var vigtigere end Shu-Bi-Dua,« siger Michael Bundesen grinende.