Finalen af det populære underholdningsprogram fandt lørdag aften sin vinder efter en anderledes sæson.

Som den første dommer i dansk "X Factor" havde Thomas Blachman alle sine tre deltagere med, da vinderen af showet blev fundet ved den sidste delfinale lørdag aften.

Og det var som ventet bookmakernes favorit, Alma Agger, der løb med sejren foran Mathilde Caffey og Emil Wismann.

Fredag aften i første del af finalen havde seerne besluttet at sige farvel til gruppen Smokey Eyes, der har haft Ankerstjerne som mentor. De var hans sidste kort på hånden.

Oh Lands tre deltagere har også måttet sige farvel undervejs, så derfor var det Thomas Blachmans tre unge deltagere, 21-årige Emil Wismann, 15-årige Mathilde Caffey og 20-årige Alma Agger, der skulle kæmpe mod hinanden.

Lørdagens finaleshow var anden del af kulminationen på "X Factor" anno 2020, som på grund af coronavirus har ramt nogle usædvanlige bump undervejs.

Oprindeligt skulle finalen have været afholdt i Horsens den 3. april, men på grund af coronasituationen holdt programmet pause fra den 6. marts til den 15. maj.

Både den sidste gang, showet blev afholdt inden pausen og den første gang efter, var det uden publikum i salen.


Et begrænset antal publikum var dog tilbage på tilskuerrækkerne lørdag aften i Brøndby, hvor finalen altså var rykket til og for første gang i Danmark blev afholdt over to dage.

På scenen optrådte deltagerne hver især med deres vindersang, der som noget nyt i år ikke var et nummer skrevet specielt til dem, men et covernummer.

Mathilde Caffey sang "Karma Is a Bitch" af CH10, Emil Wismann sang "Selvmord på dansegulvet" af Thomas Holm, og Alma Agger sang "The Last Dance" af Clare Maguire.

For dommer og mentor Thomas Blachman er det fjerde gang, en af hans deltagere vinder konkurrencen. Han vandt med gruppen Anthony Jasmin i 2014, gruppen Embrace i 2018 og Kristian Kjærlund i 2019.

Alma Agger får ikke blot titlen og æren at blære sig med. Som en del af præmien venter også en pladekontrakt med Sony Music.

I samarbejde med et skræddersyet hold skal vinderen skrive og indspille en ep og lave en musikvideo til den første udgivelse på ep'en.

Derudover vil vinderen få udstyr til et professionelt hjemmestudie, som gør det muligt at indspille sin helt egen musik derhjemme.

TV2 har allerede afsløret, at "X Factor" vender tilbage med en ny sæson med Sofie Linde som værtinde næste år.

/ritzau/