Rapperen XXXTentacion blev skudt og dræbt foran en motorcykelbutik i det sydlige Florida. Vidner efterlyses.

København. Den 20-årige amerikanske rapper XXXTentacion blev mandag skudt og dræbt på åben gade i det sydlige Florida.

Det skriver Broward County Sheriff's Office på Twitter.

Her skriver politiet, at Jahseh Onfroy, som er rapperens borgerlige navn, blev skudt, og at han ikke var til at redde på hospitalet.

Han blev skudt lige uden for en motorcykelforretning. Politiet efterlyser vidner i sagen.

XXXTentacion blev skudt mandag omkring klokken 16 lokal tid. Ifølge politiet gik to bevæbnede mænd op til rapperen, og mindst en af mændene affyrede et skud. Efterfølgende flygtede de to mænd i en sort SUV.

Superstjernen Kanye West har kommenteret drabet på sin kollega på Twitter.

- Hvil i fred. Jeg fortalte dig aldrig, hvor meget du inspirerede mig, da du var her. Tak for at have eksisteret, skriver Kanye West på det sociale medie.

XXXTentacion nåede at udgive to albummer. Det var "17" fra 2017 og "?" fra i år. Han har blandt andet hittet med nummeret "Sad!".

Rapperen har haft sine personlige problemer at kæmpe med. Han har offentligt talt om at være depressiv, og han havde desuden en del sager med politiet på cv'et.

Blandt andet ventede XXXTentacion på en retssag mod ham. I sagen var han sigtet for vold mod sin gravide kæreste. Tidligere har han siddet i fængsel. Blandt andet for et hjemmerøveri med våben.

/ritzau/