Da holdet bag DR's julekalender 'Theo og den magiske talisman' valgte at give hovedrollen til 13-årige Kian Lawson-Khalili, var det næppe, fordi han havde mange store roller på cv'et.

Faktisk har den unge debutant kun tidligere spillet rollen som 'rotte nummer to' i et amatørteaterstykke, hvor han ikke havde nogen replikker.

Men Kian Lawson-Khalili har altid drømt om at blive skuespiller, og derfor er det stort for ham, at han nu har landet hovedrollen i en julekalender.

»Bare det at være på et set, hvor der er en, der råber 'værsgo', og man er omringet af voksne, der løber rundt med kameraer, ligesom man altid har set det i fjernsynet, og så er man der lige pludselig selv. Det er helt vildt,« siger han.

Og selv om Kian Lawson-Khalili ikke har meget erfaring med skuespil, har han ikke haft svært ved at sætte sig ind i rollen som Theo, som elsker at tegne og male og sammen med sin morfar opfinder det magiske naturrige Thannanya.

»Da jeg først læste manuskriptet, tænkte jeg: Har de bare stalket mig? Det er virkelig skræmmende, hvor meget Theo er ligesom mig,« siger Kian Lawson-Khalili og forklarer:

»Før optagelserne gik i gang, tegnede og malede jeg også meget. Jeg er meget kreativ og nørdet, og jeg elsker også fantasiverdener. Ikke at jeg er præcis ligesom Theo, men der er mange lighedspunkter,« siger han.

Kian Lawson-Khalili har blandt andet brugt sin fantasi og kreativitet til at skrive manuskripter og optage små film med sine venner hjemme i baghaven og har på den måde flirtet med filmverdenen.

»Skuespil har altid været et mål og en drøm for mig og noget, jeg gerne ville arbejde mig frem til at prøve. Derfor er det lidt sørgeligt, at vi er færdige med at optage julekalenderen nu. Men forhåbentligt kommer der flere roller i fremtiden,« siger Kian Lawson-Khalili, som går i 7. klasse.

Lige nu glæder han sig til at se, hvad hans kammerater og hans familie siger til julekalenderen.

»Det er både spændende og lidt skræmmende. Man er jo altid nervøs for, hvordan folk tager imod det. Men mine venner og familie glæder sig helt vildt til at se det, og jeg glæder mig til at se, hvordan de reagerer, og til, at de kan være med i den verden, som jeg har spillet med i så længe,« siger han.

'Theo og den magiske talisman' bliver sendt på DR1 hver dag klokken 19.30.

/ritzau/