Facebooks chef, Mark Zuckerberg, kommer til høring i EU-Parlamentet i næste uge om deling af brugerdata. Det skriver parlamentsformand Antonio Tajani på Twitter.

Parlamentsformanden kalder det et skridt i den rigtige retning for at genopbygge tillid mellem Facebook og EU-borgere.

Høringen sker, efter at et bredt flertal i EU-Parlamentet i sidste måned krævede, at Facebooks stifter personligt møder op for at stå til ansvar for Facebooks omgang med brugeres personlige data.

Dataskandalen involverer 87 millioner Facebook-brugeres personlige data.

De er blevet høstet af analyseselskabet Cambridge Analytica. Heriblandt er 2,7 millioner europæeres data.

»Vores borgere fortjener en fuldgyldig og detaljeret forklaring,« siger Antonio Tajani.

/ritzau/