Præsident Mnangagwa har sagt, at ingen overgreb mod civile vil blive tolereret.

En menneskerettighedsgruppe i Zimbabwe siger, at landets militær har anvendt "systematisk tortur" i kamp mod demonstranter.

- Under dets nedkæmpelse af regeringsfjendtlige demonstranter har soldater anvendt systematisk tortur, siger Zimbabwes Menneskerettighedskommission ifølge BBC i en voldsom kritik af myndighederne.

Menneskerettighedsgruppen siger, at det i sig selv er overdreven magtanvendelse at sætte militæret ind for at bekæmpe protestaktioner vendt mod ekstremt høje benzinpriser.

En talsmand for regeringen forsvarer myndighedernes fremfærd.

- Når situationen ikke længere er under kontrol, er det nødvendigt med lidt fasthed, siger han.

Der er rapporter om, at militæret har foretaget angreb i forskellige dele af hovedstaden, Harare.

Her er soldater blevet set prygle en stor gruppe minibuschauffører tirsdag. BBC's Andrew Harding i Harare har talt med en mand, som siger, at han og 30 andre blev omringet og banket af soldater "i over to timer".

Demonstranter siger, at det er naturligt at protestere mod en situation, hvor man venter i kø i syv timer og stadig ikke får noget benzin. De siger samtidig, at når de endelig får benzin, er det den dyreste i verden.

Den udbredte vold har bidraget til, at der stilles spørgsmål om, hvorvidt præsident Emmerson Mnangagwa har kontrol over militæret, som hjalp ham til magten for 14 måneder siden.

Præsident Mnangagwa har sagt, at ingen overgreb mod civile vil blive tolereret.

Zimbabwes Menneskerettighedskommission siger, at mindst otte mennesker er blevet dræbt siden sidste uge. De fleste af dem blev dræbt med skud.

- Væbnede og uniformerede medlemmer af militæret har opildnet til systematisk tortur, siger gruppen, som kalder torturen for "organiseret".

Over 70 er blevet behandlet for skudsår i Zimbabwe.

En del er blevet behandlet for hundebid, mens andre er kommet til hospitalet med brækkede arme eller ben.

/ritzau/