Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Ukraine foreslår aftale med allierede, hvori alle russiske midler skal konfiskeres og bruges til genopbygning.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag givet sit bud på, hvordan landet skal kompenseres for de skader, Rusland har forårsaget under krigen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en tale foreslår Zelenskyj en formel aftale mellem Ukraine og dets allierede, hvori lande skal beslaglægge og bruge russiske midler og aktiver til at genopbygge Ukraine.

- Vi inviterer vores partnerlande til at underskrive en multilateral aftale og skabe en mekanisme, der skal sikre, at alle, der har lidt under russernes handlinger, kan modtage kompensation for alle de skader, de har pådraget sig, siger Zelenskyj.

Ifølge præsidenten skal alle russiske midler og ejendomme i de lande, der tilslutter sig aftalen, konfiskeres. Pengene herfra skal efterfølgende sendes videre til en særlig kompensationsfond.

- Det ville være fair. På den måde ville Rusland mærke byrden fra hvert eneste missil, hver bombe og hver granat, som de har affyret mod os, siger Zelenskyj.

Han tilføjer i talen, at Rusland er ude på at ødelægge så meget af Ukraines infrastruktur som muligt. Derfor vil sådan en aftale ifølge præsidenten vise alle verdens lande, at de kommer til at bøde, hvis de angriber andre nationer.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde torsdag, at EU allerede er i gang med at undersøge, om man kan bruge russiske oligarkers indefrosne aktiver til genopbygningen af Ukraine.

- Jeg synes også, at Rusland bør yde sit bidrag, sagde von der Leyen til den tyske tv-station ZDF.

Også Canada har udtrykt sig positivt om lignende tiltag.

I sidste måned oplyste landet, at det vil ændre dets lovgivning for sanktioner. Med ændringen vil det blive tilladt at bruge beslaglagte aktiver fra udlandet til at kompensere ofre for krig eller til at genopbygge et krigshærget land.

/ritzau/

Andre læser også