Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at han mandag har besøgt et hospital i den ukrainske havneby Mykolajiv sammen med statsminister Mette Frederiksen (S).

Det skriver Reuters. Det samme gør Zelenzkjy på det sociale medie Telegram.

»Sammen med den danske statsminister, Mette Frederiksen, har vi besøgt de sårede ukrainske soldater på et hospital i Mykolajiv,« skriver Volodymyr Zelenskyj.

»Det er vigtigt at vores krigere kan få ikke bare fysisk men også psykologisk rehabilitering. Jeg er taknemmelig for alle de læger, som bekymrer sig om vores soldaters helbred.«

På en video, som Zelenskyj også har offentliggjort på Telegram – og som mediet The Kyiv Independent deler på Twitter, kan man se, at forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) også er med i Ukraine.«

Mykolajiv var blandt de første byer, der blev angrebet af russiske styrker, da Rusland sidste år indledte sin invasion af Ukraine.

Før krigen var byen hjem for tæt på en halv million indbyggere. Det anslås, at omkring 230.000 stadig bor i byen. Resten er flygtet eller er blevet slået ihjel i bombardementerne.

Den ukrainske præsident bad i marts i en tale til Folketinget Danmark om at hjælpe med at genopbygge Mykolajiv, og Danmark har påtaget sig en ledende rolle i det arbejde.

TV 2 har interviewet Mette Frederiksen i Ukraine, og her siger statsministeren, at der endnu er meget at gøre med genopbygningen. Hun nævner rent drikkevand og skoler til børnene.

»Der er en kæmpe opgave, og den skal Danmark være med til at løse.«

Den danske hjælp med genopbygning fremhæver Volodymyr Zelenskyj også i et opslag på Telegram.

»Siden de første dage af fuldskala-invasionen har Danmark hjulpet og støttet Mykolajiv,« skriver han.

/ritzau/