»Når fejhed vokser, forvandler det sig til en katastrofe.«

I sin tale til nationen sent søndag aften rettede den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, en kras kritik mod Rusland, der i slutningen af februar indledte en invasion af nabolandet.

»Hvad gør Rusland? Hvad gør dets embedsmænd, dets propagandister og det almindelige folk, der gentager det, de har hørt på tv? De forsøger kun at retfærdiggøre sig selv og nægte. De forsøger at flytte ansvaret. De lyver,« siger han og fortsætter:

»De har allerede mistet forbindelsen til virkeligheden i en sådan grad, at de anklager os for at have gjort det, som russiske tropper så tydeligt står bag.«

Her ses et billede af Volodymyr Zelenskyj fra 4. april.
Her ses et billede af Volodymyr Zelenskyj fra 4. april. Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

Med det henviser han til, at Rusland beskylder Ukraine for blandt andet at have stået bag drabene i Butja og bag missilangrebet på togstationen i Kramatorsk – hvor Ukraine har hævdet, at det er russerne, der står bag.

»Det russiske militær har allerede løjet om det faktum, at selv efter mere end seks ugers krig, så påstår de, at de ikke har ramt nogen civile mål. Ved I, hvorfor det er sådan? Det er på grund af fejhed. Fuldkommen. Fra alle. Fra top til bund,« lyder påstanden fra Zelenskyj.

»I et forsøg på ikke at indrømme fejltagelser laver de nye,« siger præsidenten og tilføjer:

»Og, som med alt andet, giver de os skylden for, at krigen er begyndt.«

»De tog Krim, og vi har angivelig skylden for det. De ødelagde normalt liv i Donbas, og vi har angivelig skylden. De skød et Malaysian Boeing ned, og vi har angivelig skylden. De har dræbt kvinder og børn i vores land i otte år, og vi har angivelig skylden. De har ødelagt livet for millioner af mennesker, og vi har angivelig skylden. De har indledt en krig mod os, og vi har angivelig skylden,« siger han.

Ifølge den ukrainske præsident skyldes det hele russisk 'fejhed':

»Når fejhed vokser, forvandler det sig til en katastrofe. Når folk mangler modet til at indrømme deres fejl, til at undskylde, til at tilpasse sig til virkeligheden, til at lære, forvandler de sig til monstre. Og når verden ignorerer det, beslutter monstrene, at verden skal tilpasse sig dem. Men Ukraine vil stoppe alt det,« siger han.

»Intet vil hjælpe den russiske fejhed. Dagen vil komme, hvor de er nødt til at indrømme alt. Indrømme sandheden.«

Du kan følge udviklingen i Ukraine i vores liveblog, som vi opdaterer døgnet rundt, lige HER.