»Hvorfor har I brug for det?«

Da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, sent onsdag aften holdt sin tale til folket, kom han med en direkte appel.

En appel, der er rettet mod det iranske folk.

Årsagen til det er, at flere af de droner, der har ramt Ukraine, har været af typen Shahed.

Her ses Volodymyr Zelenskyj posere med ukrainske militærfolk den 23. maj.
Her ses Volodymyr Zelenskyj posere med ukrainske militærfolk den 23. maj. Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

En såkaldt selvmordsdrone – eller kamikazedrone – som er iranskproduceret. Netop det faktum lagde Volodymyr Zelenskyj vægt på i sin tale.

I talen hævdede han blandt andet, at de ukrainske styrker indtil videre har nedskudt omkring 900 af dem under krigen, mens i alt 1.160 skal være blevet affyret mod Ukraine.

»I dag, i betragtning af at sådanne angreb er i gang, vil jeg gerne appellere direkte til befolkningen i Iran. Til alle – til samfundet, til iranske ulama (muslimske retslærde, red.), til enhver iransk familie, til de mennesker, der er i stand til at påvirke regeringens beslutninger i Iran. Et simpelt spørgsmål: Hvorfor vil I være medskyldige i russisk terror? Hvorfor er du på den onde stats side?,« sagde Zelenskyj.

»Verden ser, hvad der sker, og alle jer i Iran ser det. Støtte til det onde kan ikke nægtes.«

Videre fortalte den ukrainske præsident, at selvom man får skudt mange af kamikaze-dronerne ned, er der også nogle, der rammer.

»Når en iransk drone dræber en gravid ukrainsk pige og hendes mand i deres hjem, hvorfor har I, mødre og fædre i Iran, brug for det? Når jeres Shahed rammer en sovesal med vores elever, dør folk, en brand bryder ud, redningsfolk ankommer, og om få minutter rammer endnu en Shahed og tager livet af dem, der reddede andres liv... Hvorfor har Iran brug for sådanne kyniske mord? Begået af Ruslands hænder, men med jeres våben,« sagde Zelenskyj.

Han mener, at det eneste, Iran får ud af det, er yderligere isolation fra resten af verden.

»For Rusland er absolut alt et mål. Hjem, skoler, hospitaler, kirker, kraftværker, markeder, endda distributionssteder for humanitær hjælp og busstoppesteder... Der er tusindvis af eksempler på dette. Irans folk! Rusland rammer alt vilkårligt. Med artilleri og morterer, missiler og droner,« fortalte præsidenten og tilføjede:

»Befolkningen i Iran kunne leve et helt andet liv, hvis man ikke blev stillet på samme side med sådan ondskab som russisk aggression. Jeres Shaheds, der terroriserer Ukraine hver nat, betyder kun, at befolkningen i Iran bliver skubbet dybere og dybere ind i historiens mørke side.«

Tidligere har Irans regering afvist, at den har solgt droner til Rusland. 

Omvendt har både EU og USA udtalt, at man mener, Iran har forsynet Rusland med droner af den type.

Du kan følge udviklingen i krigen i Ukraine i vores liveblog, som du finder lige HER.