Missilerne er igen onsdag regnet ned over Ukraine.

Det ukrainske energiministerium har oplyst, at 'langt de fleste' husstande i Ukraine er uden strøm efter missilangrebene. Her har seks personer mistet livet, og der er mindst 36 tilskadekomne.

Det har fået Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at hasteindkalde til møde i FNs Sikkerhedsråd.

Det meddeler han på Twitter.

'Drab på civile, ødelæggelser af civil infrastruktur og terrorhandlinger. Ukraine vil fortsat kræve resolut handling af det internationale samfund,' skriver Volodymyr Zelenskyj.

Ifølge norske Dagbladet vil mødet i FNs Sikkerhedsråd foregå klokken 22 onsdag aften.

Det har Dagbladet fået bekræftet fra det norske udenrigsministerium.