Leslie Van Houten, der var det yngste medlem af Charles Manson-klanen, kan muligvis snart være på fri fod.
En appeldomstol i Los Angeles har omstødt en afgørelse fra 2020, der nu baner vejen for, at Van Houten kan blive prøveløsladt.
Dog kan der vente en lang, juridisk kamp, før en eventuel prøveløsladelse kommer i spil.
Leslie Van Houten var blot 19 år, da hun sluttede sig til Charles Mansons morderiske kult, Manson-familien, i 1968.
Hun afsoner i øjeblikket en dom på livstid for at have været med til at dræbe grosserer i Los Angeles Leno LaBianca og hans kone, Rosemary, i 1969.
Det skete dagen efter, at andre kultmedlemmer dræbte den gravide skuespiller Sharon Tate og fire andre i Los Angeles.
Hun blev idømt dødsstraf, men straffen blev senere omstødt til livstid. Hun har derfor siddet fængslet lige siden.
Over 20 gange har hun forsøgt at blive prøveløsladt. Og i 2019 så det ud til at lykkedes, da et prøveløsladdelsesnævn gav grønt lys.
Men Californiens guvernør, Gavin Newsom, omstødte kendelsen om prøveløsladelse. Hun var stadig en trussel, lød begrundelsen.
Og så er vi fremme ved nutiden, hvor appeldomstolen har omstødt Newsroms kendelse.
Van Houtens advokat, Nancy Tetreault, forventer dog, at anklagemyndigheden i Californien indgiver en anmodning til Højesteret i Californien, der skal standse processen om prøveløsladdelse.
Og hvis afgørelsen også her står ved magt, vil sagen, ifølge advokaten, blive sendt til et nævn for at overveje enhver nylig udvikling, der kan retfærdiggøre en tilbagekaldelse af prøveløsladelsen.
Gavin Newsom vil ikke kommentere udviklingen i sagen, oplyser hans talspersoner til CNN.
Charles Manson døde af naturlige årsager i 2017.
Han blev 83 år.