Tre år med omfattende coronanedlukninger har for nylig opblusset endnu en – men mere massiv end nogensinde før – protest mod det kinesiske styre og især landets præsident, Xi Jinping.
»Folk kan ikke mere. Folk er frustrerede,« siger Mette Thunø, der er ph.d. og lektor ved Kinastudier på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.
Men hvorfor holder Xi Jinping og resten af det kinesiske styre fast i den strategi, som befolkningen tydeligvis afskyer og lider under, mens resten af verden kan fylde VM-stadioner og koncertsale?
For at svare på det spørgsmål er vi nødt til at spole tiden tilbage.
Da coronavirus brød ud i december 2019, besluttede Xi Jinping efter noget tid at lukke landet ned. Han førte allerede fra begyndelsen den såkaldte 'nultolerance-politik', som ikke tillader selv de mindste tegn på virus at spredes i befolkningen.
En strategi, der ligner den danske nedlukning med isolation af smittede og nærkontakter, massetestning og indrejsekarantæne. Men det er så også der, sammenligningen stopper.
For i Kina tog man skridtet videre. I landet kan hele bygninger, kvarterer og endda byer blive lukket ned, hvis smitte registreres. Kun supermarkeder må holde åbent i nedlukkede områder.
Der blev i 2020 bygget såkaldte karantænelejre, hvor smittede risikerer at blive sendt til. Her bliver døren låst, og mad leveres gennem et lille hul i døren. Der er også set eksempler på, at myndighederne lukker døre ind til bygninger med metalwire, så beboerne ikke kan komme ud. For få dage siden døde ti mennesker, da der opstod brand i en bygning, de efter sigende ikke kunne komme ud af.
Samtidig bliver lokale myndigheder straffet, hvis de ikke kan holde smittetallet nede.
»Den type nedlukning fungerede nogenlunde i de to første år med folks accept af nødvendigheden for, at alle bidrog, eftersom kun få døde. Folk blev også både vaccineret og boostet,« siger Mette Thunø og refererer udelukkende til Kinas smittetal.
Men så kom de nye varianter som for eksempel omikron, og smitten begyndte at brede sig.
»Strategien har været at vaccinere og begrænse smitten, så der er ikke opstået nogen flokimmunitet i landet. En stor del af den ældre befolkning er heller ikke blevet boostet tilstrækkeligt. Den kinesiske vaccine er ikke så effektiv som vores og fungerer bedst, hvis man bliver boostet flere gange,« siger Mette Thunø og uddyber, at mange ældre i Kina hælder mere til kinesisk naturmedicin og derfor har været skeptiske over for covid-19-vaccinen.
Nu vender vi tilbage til, hvorfor præsidenten Xi Jinping holder fast i sin oprindelige strategi, selvom han kan se, at den har fejlet, og smitten er begyndt at brede sig i større grad end nogensinde.
»Den kinesiske ledelse har ikke ønsket at importere andre landes mere effektive vacciner, fordi man gerne vil bruge sine egne. Det er på mange måder et spørgsmål om ikke at bøje sig for USAs og Europas bedre vacciner ved at fastholde, at Kina ikke behøver at forlade sig på vestlig videnskab,« siger Mette Thunø og fortsætter:
»Desuden har Kina eksporteret egne vacciner til mange udviklingslande og hævdet at være disse landes store hjælp i nøden, mens resten af de rige lande hamstrede til sig selv. Altså fremhævet sig selv på bekostning af os, hvilket jo gør det umuligt nu at begynde at købe vore vacciner uden at tabe andre landes tillid.«
Xi Jinping nægter altså at indse og indrømme, at 'nultolerance-politik' og egne vacciner ikke har virket.
»Han har sin magt investeret i den her strategi,« siger Mette Thunø.
Og netop af den årsag holder han fast i strategien, selvom han kan se, at smittetallet i særligt de store byer bliver ved med at stige, og den kinesiske befolkning lider markant under den.
Flere har mistet deres job og har ikke råd til mad. Mange har været isoleret i uger og måneder uden at kunne bevæge sig udenfor. Som Mette Thunø sagde i begyndelsen af denne artikel, så har det kinesiske folk på mange måder fået nok. De kan ikke mere.
På et pressemøde med myndighederne i Kina onsdag blev det antydet, at der kan være en opblødning i den nultolerance, man frem til nu har kørt efter. Om det er noget, man reelt vil agere på, ved vi ikke endnu.
