På udgivelsesdagen er Bob Woodwards bog om præsident Trump en af årets bedst sælgende bøger.

Washington. Tidligere Washington Post-journalist Bob Woodwards nye bog, 'Fear: Trump in the White House', er allerede en af årets største bogsucceser med et førsteoplag på en million.

Bogen udkom tirsdag i papirform og som e-bog og lydbog. De tre formater indtager de tre øverste pladser på netboghandelen Amazons bestsellerliste.

I forvejen havde det store antal forudbestillinger af bogen sendt den til tops på både Amazons og andre boghandleres liste over bedst sælgende bøger.

Det har gjort bogen til den sjettebedst sælgende bog i år – allerede inden den udkom, skriver tv-stationen CNN.

Woodwards bog beskriver præsident Donald Trumps første 18 måneder i Det Hvide Hus.

Den er baseret på en lang række interviews med anonyme kilder, men også med højtstående, navngivne embedsmænd. I bogen siger forsvarsminister Jim Mattis blandt andet, at Trump har 'kundskaber som et barn'.

Trump selv har gennem længere tid kritiseret bogen.

'Woodward-bogen er en vittighed. Den er bare endnu et angreb mod mig i en strøm af angreb, nu med unavngivne og anonyme kilder. Mange er allerede stået frem og har sagt, at deres citater, ligesom bogen, er fiktion,' skrev Trump på Twitter mandag.

Bob Woodward er en legende i amerikansk journalistik.

Sammen med sin kollega Carl Bernstein stod Woodward i spidsen for det hold af journalister på avisen Washington Post, der i 1972 afslørede Watergate-skandalen. Den førte til daværende præsident Richard Nixons afgang.

/ritzau/