Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har nu slået katastrofealarm over ebolaepidemien i Vestafrika, som organisationen ifølge Reuters betegner som en trussel mod den internationale folkesundhed.

Epidemien med det ekstremt dødelige virus har indtil nu kostet op mod 1.000 mennesker livet i en håndfuld vestafrikanske lande, men smittede personer er desuden døde i andre lande, hvor de har været under behandling efter at have bragt smitten med hjem. Netop den ekstremt høje dødelighed er årsag til, at WHO anser situationen som »specielt alvorlig«.

WHOs eksperter har været samlet to dage i hovedkvarteret i Genéve og er her blevet enige om, at »en koordineret indsats er afgørende vigtig for at bekæmpe og stoppe den internationale spredning af ebola«.

Ifølge Reuters anbefaler WHOs eksperter, at de vestafrikanske lande Guinea, Liberia, Nigeria og Sierra Leone, der alle har haft smitteofre, erklæres i undtagelsestilstand.

WHO vil dog endnu ikke gå så langt som til at foreslå et generelt internationalt rejseforbud til og fra Vestafrika, skriver Reuters.

Keiji Fukuda, der er chef for WHOs sundhedssikkerhed siger, at med de rigtige tiltag og rette behandling af de smittede, kan ebolasmitten stoppes:

»Det her er ikke en mystisk sygdom. Det er en infektionssygdom, der kan inddæmmes. Det ikke et virus, der spredes gennem luften.«

Den igangværende epidemi er det værste udbrud, siden sygdommen blev påvist hos mennesker for 40 år siden, og der er endnu ikke udviklet en kur, selv om den måske er på trapperne.

Sygdommen er samtidig koncentreret i nogle af verdens fattigste lande, hvis sundhedssystemer ikke er gearet til tage sig af ebolaofre. Samtidig ved indbyggerne ofte ikke, hvordan de skal forholde sig eller er endda stærkt mistænksomme over for de ofte hvide hjælpearbejdere, der forsøger at sætte ind mod smitten.

Ebola blev for alvor nærværende for befolkningerne uden for det afrikanske kontinent, da to smittede amerikanske hjælpearbejdere blev fløjet hjem til behandling i forrige uge og sat i behandling med en eksperimentel medicin, som i hvert fald på den ene har haft en positiv effekt.

Det har fået ebola-specialister til at anmode WHO om at tilbyde samme slags medicin til afrikanere.

WHO har bedt eksperter i etik om at vurdere, om det vil være etisk forsvarligt at begynde at anvende medicin, der ikke er færdigudviklet og færdigtestet. Ekperterne ventes at komme med en erklæring i næste uge.

Medicinen eller vaccinen består af blodudtræk fra personer, der har været smittet, men er kommet sig.