Der gik 14 år, før den afdøde Marion Jarvis' familie fik at vide, at hun ikke lå begravet i familiens gravsted som planlagt.

I stedet for at ligge på familiens gravsted var Marion Jarvis stedt til hvile hos en helt fremmed, på et helt andet gravsted. Det skriver britiske Mirror.

Marion Jarvis' 32-årige barnebarn Katherine Quick opdagede fejlen, da hun i forvejen var i dyb sorg. Hun havde lige mistet sin datter Alice, der var dødfødt. Derfor havde hun bedt kommunen om at begrave datteren ved siden af bedstemoderen.

Her erkendte kommunen den enorme fejl.

Familien får dog aldrig svar på, hvordan det i første omgang kunne lade sig gøre, at man ikke begravede Marion Jarvis, der gik bort i 2003 på grund af kræft, hos sin familie som planlagt.

Det har sat sine spor hos barnebarnet Katherine Quick.

»Jeg frygter, at de ikke har gravet det hele af hende op. Jeg føler, at jeg er nødt til at besøge begge gravsteder,« siger hun.

En talsmand for kommunen fortæller, at man ikke kan give familien svar på alle de spørgsmål, som de må have. Det skyldes, at dee, som arbejdede på kommunen på daværende tidspunkt, ikke længere er der.

Talsmanden fortæller dog, at de har forsøgt at gøre alt, hvad familien har ønsket, og givet dem en uforbeholden undskyldning.