Pigtrådshegn, elektriske alarmer, kameraer med nattesyn og et utal af grænsevagter i højeste alarmberedskab.

Den flugt, som Andrej Medvedev var ude på, før han kom helt frem til den norske grænse, var ikke bare besværlig og lang.

Den var også farlig.

Det vakte opsigt og forundring, da den 26-årige russiske statsborger for halvanden uges tid siden pludselig dukkede op i Norge.

Afhopperen var efter eget udsagn deserteret fra den berygtede paramilitære Wagner-gruppe efter at have været i kamp i Ukraine.

Her havde han overværet krigsforbrydelser, som han frygtede selv at blive truet til at deltage i.

Derfor besluttede han sig for at flygte.

Selv har han fortalt, hvordan han var blevet jagtet af hunde, mens kuglerne fløj om ørerne på ham, da han flygtede fra den russiske by Nikel. Senere krydsede han tilfrossede flod Pasvikelva.

Andrej Medvedev er tidligere Wagner-officer.
Andrej Medvedev er tidligere Wagner-officer. Foto: Gulagu.net
Vis mere

Eksperter siger til norsk TV 2, at det nærmest er umuligt at komme over det sted, som Medvedev krydsede under sin flugt.

»Mig bekendt er der ingen, som har klaret det her om vinteren i moderne tid,« siger redaktør Thomas Nilsen fra The Independent Barets Observer.

Grænseområdet fra Murmansk ind mod byen Kirkenes på norsk side er omkring 32 kilometer og stærkt bevogtet.

De, som ikke bor i området eller som af anden grund har opholdstilladelse, vil dukke op på grænsevagternes overvågningsskærme, når deres mobiltelefoner kommer ind i området.

»Det, folk snakker om i grænseområderne, er, hvordan Andrej Medvedev har klaret at komme over. Først ind i grænsezonen til Norge, så over pigtrådshegnet og så komme igennem en lille skov, inden man når Pasvikelva.«

Medvedev kom over grænsen i et område, som er meget åbent og midt på den bredeste del af floden.

Da han kom til Norge, blev han anholdt af norsk politi, hvorefter han søgte om politisk asyl.

Afhopperen har erklæret, at han er villig til at tale om sine oplevelser i Wagner-gruppen med de folk, der efterforsker krigsforbrydelser.

Medvedev har fortalt, hvordan han stod i spidsen for den Wagner-soldater, der smadrede kraniet på soldaten Jevgenij Nuzjin, efter at denne forsøgte at desertere.

Andrej Medvedev frygter at lide samme skæbne, og han har afvist at have begået krigsforbrydelser i Ukraine.

Hans ankomst i Norge har dog skabt blandede følelser.

Nogle vil have ham stillet for retten for krigsforbrydelser, mens andre mener, at han kan bidrage med værdifulde oplysninger om Wagner-gruppen.