26-årige Andrej Medvedev har søgt asyl i Norge og siger nu i et interview, at han angrer sine handlinger.

Andrej Medvedev, en tidligere Wagner-soldat, der er flygtet til Norge, siger til nyhedsbureauet Reuters, at han ønsker at undskylde for sin rolle i krigen mellem Rusland og Ukraine.

- Mange betragter mig som en slyngel, en kriminel, en morder, siger Medvedev i et interview med nyhedsbureauet.

- Først og fremmet, gentager jeg, igen og igen, vil jeg gerne sige undskyld, og selv om jeg ikke ved, hvordan det bliver modtaget, vil jeg gerne sige, at jeg er ked af det, siger han.

Andrej Medvedev har søgt asyl i Norge efter at have forladt Rusland og - efter hans eget udsagn - den berygtede paramilitære enhed Wagner-gruppen, som kæmper for Rusland i krigen i Ukraine.

- Jeg vil gerne forklare, at jeg ikke er den person. Ja, jeg har tjent i Wagner-gruppen. Der er nogle dele (af min historie, red.), som folk ikke bryder sig om - at jeg overhovedet tilsluttede mig dem, men ingen er født klog, siger Andrej Medvedev.

Den 26-årige russer blev pågrebet af norsk militær tidligere på måneden i Pasvikdalen i grænseområdet mellem Rusland og Norge. Her blev han afhørt af Kripos, der er en særlig efterforskningsenhed i norsk politi.

Ifølge Medvedev ønsker han at tale om sine oplevelser, så "gerningsmænd bliver straffet".

Den 26-årige russer fortæller, at han tilsluttede sig Wagner-gruppen i juli 2022 på en fire måneder lang kontrakt. I den periode overværede han to af gruppens medlemmer blive skudt, fordi de ikke ønskede at kæmpe. Det skete for øjnene af netop rekrutterede fanger.

Reuters har ikke haft mulighed for at verificere Medvedevs påstande.

/ritzau/