Demonstrationer i Gazastriben og på Vestbredden i forbindelse med "Vredens Dag", som Hamas havde udråbt efter drabet på en af bevægelsens ledere.

Palæstinensiske islamister svor i dag, at de vil hævne Israels drab på en af Hamasbevægelsens højtstående ledere og hans familie. En Hamas-talsmand opfordrede til selvmordsangreb for at "ramme zionistiske interesser overalt".

Hamas havde udråbt dagen til at være "Vredens Dag" i kølvandet på drabet på Nizar Rayyan i går. Han og hans fire koner og otte børn var svøbt i grønne Hamas-flag ved deres begravelse, som Hamas benyttede som anledning til at slå fast, at bevægelsen ikke lader sig ryste af drabene.

Både i Gaza og på Vestbredden var tusinder af demonstranter i dag på gaderne for at protestere mod de israelske luftangreb i Gaza. Også i Jerusalem var der sammenstød mellem politi og demonstranter, der kastede sten.



/ritzau/Reuters